HARDSYSSELS AARBOG

JURISTEN OG POLITIKEREN J. K. LAURIDSEN

Af N. C. Søby

For godt og vel 100 aar siden - i 1850'erne - flyttede et ny-gift par ind i et lille uanseligt husmandssted i Lind by, Rind sogn, syd for Herning.

Huset laa nær ved Lind skole og bestod af ll/₂ længe, der var bygget ud i eet. I det halve udhus var der plads til en ko, et par grise og 2-3 faar — samt hø og halm. Væggene og gul-vene var af stampet ler.

Marken, et smalt jordlod, gik fra ejendommen sydpaa helt op til den gamle oldtidsvej, hvis sandede hjulspor strakte sig lysende gennem lyngen fra Rind kirke helt over til Gellerup. Denne gamle vej er desværre ikke farbar mere i hele sin ud-strækning, idet den er pløjet op enkelte steder mellem Tau-lund høj og de store sorte Vigshøje.

Kun jorden nærmest huset var opdyrket. Kom man halv-vejs op ad bakken, gik marken over i lynghede, der bredte sit brune tæppe ud over landskabet syd- og østpaa, saa langt øjet rakte. De store plantager, der nu pryder det samme landskab, eksisterede ikke dengang.

Det unge par, som fik deres hjem i dette hus i næsten 50 aar, var Laust Møller og Karen Marie. Konen kan jeg ikke huske, for hun døde i 1892, men manden - Laust Møller -husker jeg særdeles godt. Ham har jeg ofte talt med, naar jeg kom forbi hans hus paa vej til eller fra skole i 90'erne. Han var en stille, venlig og sagtmodig mand, der havde forstand paa børn. Vi drenge kunde godt lide at tale med ham. Jeg husker ogsaa, at han døde i 1897.

For at faa mere besked om dette bekendtskab fra min barn-domstid gik jeg en dag ind paa rigsarkivet. Her fandt jeg i

6 N. C.

folketællingslisten for Rind sogn hurtigt frem til den unge familie i husmandsstedet i Lind by.

I 1860 var der følgende personer i husstanden:

1. Laust Møller Larsen, 31 aar, husfader, boelsmand,
født i Gellerup.

2. Karen Marie Jacobsen, 30 aar, født i Rind, husmoder.

3. Lars Lauritzen, 3 aar, søn, født i sognet.

4. Jacob Christian Lauritzen, 2 aar, søn, født i sognet.

5. Ane Mortensen, 15 aar, pige.

Og gaar vi til aaret 1870, ser husstanden saaledes ud:

1. Laurits*) Møller Larsen, 40 aar, født i Gellerup,
husfader, jordbruger.

2. Karen Marie Jacobsen, 39 aar, født i Rind, husmoder.

3. Jacob Christian Lauritsen, 11 aar, søn.

4. Martinus Lauritsen, 8 aar, søn.

5. Jens Peder Lauritsen, 8 aar, søn.

6. Mads Fejerskov Lauritsen, 5 aar, søn.

7. Mariane Lauritsen, 2 aar, datter.

8. Mariane Christensen, 68 aar, slægtning.

Vi ser her, at husfaderen egentlig hed Laurits*), men han har brugt Laust i daglig tale. Han kalder sig nu jordbruger. Man maa derfor antage, at han i de forløbne 10 aar har ud-videt bedriften og faaet noget af sin lynghede opdyrket.

Den ældste søn Lars er ikke med paa listen. Han er ude at tjene. Der er kommet 4 børn til, saa at der nu er 6 børn i alt, hvoraf de to er tvillinger. Den yngste søns mellemnavn kunde tyde paa, at familien var af slægten Fejerskov, der endnu bor i sognet.

Men det er dog den næstældste søn, Jacob Christian, vi særlig skal have vor opmærksomhed henvendt paa, for det er denne lille dreng, der senere blev til den kendte politiker J. K. Lauridsen, hvis navn i en aarrække fløj over hele lan-det.

*) Kirkebogen har dog Lauritz.

Juristen og politikeren ]. K. Lauridsen

Jacob Christian var i 1860 2 aar gammel, og det stemmer godt nok med kirkebogen, hvor der staar, at han er født i Rind sogn den 18. oktober 1858.

Det store udstrakte Rind sogn var paa den tid et af de stør-ste og mest ensomt beliggende hedesogne i Jylland.

Den store ensomhed bevirkede, at beboerne var let paa-virkelige over for religiøse strømninger. Nogle aar før 1858 var der opstaaet en religiøs vækkelse, som blev startet i Lind by af en lægprædikant ved navn Kræ' Idom.

Som en svidende blæst strøg denne vækkelse, den saakaldte dømmerbevægelse, hen over den flade hedeegn og fremkaldte ufred og hykleri samt dybe modsætninger mand og mand imellem, saa broder undertiden stod mod broder.

I 1856 delte de vakte sig i de højhellige og de lavhellige. De højhellige eller dømmerne vilde ikke have noget med præsten at gøre og kaldte ham en lejesvend. De døbte selv deres børn og holdt privat altergang. Til sidst holdt de sig helt borte f ra sognets kirke.

Dømmeme var skrappe i deres ordvalg. De kaldte saaledes deres modstandere for vantro hedninger og djævelens børn.

De lavhellige var mere moderate. De blev i kirken og lod deres børn døbe og konfirmere, men for begge retninger gjaldt det, at bibel og salmebog var deres rettesnor.

Der var ogsaa nogle vakte, som ikke vilde tage parti, men holdt sig neutrale. Og saa var der de ligegyldige og modstan-derne, som haanede alle disse mennesker og brugte ordet „hellig" som skældsord.

Striden trængte ogsaa ind i børnenes verden. Ja, selv paa skolens legeplads deltes eleverne i de vaktes børn og djæve-lens børn.

Hvordan klarede sognepræsten sig under alt dette? Ikke godt, nærmest daarligt. Pastor Falkenskjold maatte fortrække efter 5 aars forløb i 1857, og hans efterfølger, pastor Boye, sad og surmulede i sin præstegaard og kunde intet stille op. Der kom næsten ingen i kirke, og han søgte derfor væk paa kraft, men først efter 12 aars forløb — i 1869 — slap han væk.

8 N. C. Søby

Saadan var den verden, som Jacob Christian var kommet ind i. Hans hjem var fattigt, men det føltes ikke, for det var et godt og trygt hjem. Det var stærkt religiøst præget, men forældrene hørte til de neutrale, som vilde leve i fred.

Laust Møller var alt for sagtmodig og rettænkende til, at han vilde sætte sig op som „dømmer" over sine medmenne-sker. Men ogsaa i dette hjem var bibelen og salmebogen fa-miliens rettesnor.

Jacob Christians barndomsaar

Den lille dreng maatte tidligt lære at sidde stille og lytte. Hver eneste dag blev der læst et stykke op af bibelen baade om morgenen og om aftenen før børnenes sengetid. Drengen, der havde et let nemme, kunde snart nogle af de oplæste styk-ker udenad.

Af og til kom der nogle af de højhellige paa besøg for at faa Laust Møller til at gaa over paa deres parti, hvad der dog aldrig lykkedes for dem. Men det gav anledning til lange diskussioner, som Jacob overværede. Han lærte meget af disse samtaler, og kunde næppe dy sig for at deltage i dem - navn-lig da han blev lidt større. Naturligvis maatte han ogsaa tid-ligt - ligesom andre børn dengang - lære at gøre nytte baade inde og ude.

I 1865, da Jacob Christian blev 7 aar, kom han i Lind skole, der laa tæt ved hans hjem. Her residerede lærer Søn-derby, som var dimitteret fra Snedsted seminarium 1827 og havde været lærer i Lind siden 1850. Han var den første rig-tige lærer i Rind sogn, og han hævdede, at børnene var kom-met i skole for at lære noget. Derfor traadte han skarpt op mod uro i skolestuen og de mange ulovlige forsømmelser. Der var paa den tid endnu eti del mennesker i sognet, som følte skolepligten som en tvang i lighed med militærtjene-sten, paalagt befolkningen af uforstandige politikere - og mange af dem holdt deres børn hjemme fra skole, naar de selv havde brug for dem.

Forholdet mellem hjem og skole var derfor i mange til-

Juristen og politikeren J. K. Lauridsen 9

fælde ikke godt. De store drenge drillede læreren, som ofte måtte bruge tamp eller ris, og forældrene drillede ham også ved at give et minimum af offer ved de tre store højtider, hvad der gav anledning til flere retssager, som læreren for øvrigt vandt.

Alt dette forhindrede dog ikke, at de bøm, der virkelig vilde og kunde lære noget, i Sønderby havde faaet en udmær-ket lærer, der gjorde alt for at bringe dem frem.

Læreren mærkede da ogsaa snart, at han i Jacob Christian havde faaet en kvik og lærvillig elev, der var i besiddelse af en hurtig opfattelse og en glimrende hukommelse. Han var tillige en skarp iagttager, der altid med lethed fandt ind til selve kernen i de stillede opgaver, hvad enten det nu drejede sig om regning eller læsestof.

Ogsaa paa legepladsen gjorde han sig snart gældende. Her fik han sin første erfaring som debattør. Det var nemlig saa-dan, at børnene af og til ind imellem legene diskuterede de samme spørgsmål, som optog hjemmene. Jacob Christian valgte sig snart en vis taktik. Først paahørte han roligt, hvad modstanderne havde at sige, og snart fandt han ud af deres svage sider - og her stak han pludselig ind med nogle skarpe, træffende bemærkninger, der i sidste øjeblik blev drejet saa-ledes, at modstanderne blev latterliggjort - og straks opløstes det hele i en skraldende latter, og sejren var vundet.

For en opvakt dreng var det imidlertid ikke saa let at kom-me frem dengang - især af mangel paa læsestof. Hvordan tilfredsstille en saaden drengs læsehunger?

Ud over bibel, salmebog og et par gudelige bøger fandtes der stort set ingen bøger i hjemmene. Selvfølgelig havde læ-reren nogle bøger, som han kunde laane, men de var snart læst. Men biblioteker med udlaan fandtes der ikke i sognet.

I 1810 var der dog blevet oprettet et folkebibliotek i sog-net, skænket af nogle velhavende uldjyder i København. Det bestod af 244 bøger og fik plads i Rind præstegaard. Men disse bøger smuldrede efterhaanden hen, og skønt bestanden til en vis grad blev suppleret op i 1835, saa hørte man senere

10 N. C.

aldrig noget til disse bøger — antagelig fordi de var ganske uegnet læsning baade for almuen og da især for børnene.

Det var jo saadan, at læsning af verdslige bøger dengang nærmest blev anset for skadelig for børnene. Navnlig gav læsning anledning til dovenskab og driveri, mente man. Stod der i hjemmene nogle af den slags bøger, saa blev de ofte gemt hen, saa børnene ikke kunde faa fat paa dem. Klagede de smaa saa over, at de ikke havde noget at læse i, saa kunde det hænde, at de fik den store bibel stukket ud.

Saaledes ogsaa med Jacob Christian. Han tyede ofte til bibelen, naar hans læsehunger blev for stor, og han fandt deri mange ting, der fangede hans interesse.

Navnlig holdt han meget af Jobs bog, hvis dramatik talte til hans fantasi. Han læste den atter og atter. Til sidst kunde han fremsige det meste af den udenad.

Men skolegang og lærdom var jo dog en ringe biting for denne familie. Kampen for det daglige brød var det allervig-tigste, og denne kamp kom børnene med i fra de var ganske smaa. Husmandsstedet kunde ikke føde den store børneflok. Faderen maatte derfor af og til gaa ud og arbejde for andre.

Det, som det kneb mest med, var at skaffe kontanter.

Helt undvære rede penge kunde de ikke. Navnlig kneb det med at skaffe penge til terminen. Det var renterne til kredit-foreningen, der skulde skaffes. Som regel bragte moderen disse penge til huse. Hun bandt hoser og andet uldtøj, som hosekræmmeren i Lind aftog mod kontant betaling, men strikkepindene gik ogsaa hver ledig stund hele aaret rundt.

Jacob Christian var ikke mere end 7-8 aar, da han fik sin første plads som hjorddreng, men kun om sommeren. Om vinteren var han altid hjemme.

Som vogterdreng lærte han den store virkelige ensomhed at kende, men den vænnede han sig til, og han blev snart som et med den store natur. Var han oppe i markerne mod syd, gik han ofte gennem lyngen op på den store Taulund høj, hvorfra der var udsigt over hele omegnen. Navnlig holdt han af at se mod øst. Naar eftermiddagssolen skinnede fra en

Juristen og politikeren f. K. Lauridsen 11

skyfri himmel, kunde han langt, langt borte skimte hvide kirketaarne, som ingen vidste navn paa.

Dette syn fremkaldte udlængsel i hans sind, og han lovede sig selv, at naar han blev stor, saa vilde han drage ud og se disse fjerne egne — og endda langt længere bort.

Var han nede i udkanten af den store Knudmose mod nord, saa var naturen en hel anden. Her skulde han passe paa, at køerne ikke blev tøjret for nær ved de dybe, vand-fyldte grøfter. Ensomheden var her næsten større. Somme tider stod tiden helt stille, syntes han. Kun horsegøgen for-styrrede stilheden med sin mærkelige brægen. Dagen var uendelig. Men tiden gik dog helt godt med at fiske hunde-stejler og finde mærkelige planter mellem de fugtige tuer.

Alligevel saa han mange gange op mod den nedgaaende sol. Han maatte først komme hjem med dyrene, naar solen var en haandsbred over horisonten.

Men selv om tiden af og til syntes at staa stille, saa gik den dog alligevel, og det ene aar fulgte efter det andet. I for-aaret 1872 begyndte drengen sin præstegang i Rind hos pastor Kastrup, der var kommet til sognet i 1869.

Denne præst klarede sig bedre blandt de hellige end sine to forgængere. Han havde valgt en helt ny taktik, idet han var tilhænger af den personlige kontakt mellem præst og menighed.

Hver dag red han ud i det udstrakte og uvejsomme sogn paa sin brune hest og besøgte syge, gamle og ensomme. Der-ved fik han mange venner, og man kan vel sige, at i hans tid udjævnedes lidt efter lidt de store modsætninger mellem de høj- og lavhellige.

Ogsaa paa konfirmanderne havde han en god indflydelse ved sin fredelige og overbærende væremaade.

Efter sin konfirmation kom Jacob Christian straks til at staa paa skillevejen. Hvad nu? Skulde han blive i sin hjem-egn og dele befolkningens smaa kaar, eller skulde han for-søge at bane sig en vej ude i den store verden? Selv ønskede han at prøve det sidste, men hvordan skulde det dog gaa til?

12 N. C. Søby

Da kom to mænd ham til hjælp - det var lærer Sønderby i Lind og hans kollega i Birk skole, lærer Thomas Nielsen, som tillige var folketingsmand, valgt i Herning 1869- — Sønderby sagde god for hans evner, og Thomas Nielsen havde indfly-delse i hovedstaden. Efter lange forhandlinger, der strakte sig over nogle maaneder, blev det endelig bestemt, navnlig ved Thomas Nielsens mellemkomst, at Jacob Christian skulde rejse til København for der at blive student.

I ventetiden fik drengen privatundervisning hos en lærer i Herning.

Laust Møller fortalte mig engang, at hans søn havde det ligesom drengen hos Blicher: „Skuld' han et ærind', saa stak han i rend".

Jacob løb nemlig de 3 km hen og ligeledes hjem igen efter endt undervisning. Undertiden stoppede han dog op ved det sted paa landevejen, hvor preusserne var kørt fast i mosedyn-det i 1864, og han mindedes med fryd, hvordan hjorddren-gene i Lind havde jublet over denne begivenhed.

Endelig i sommeren 1873 slog afrejsens time. Kun l4y₂aar gammel steg Jacob Christian med sin vadsæk i haanden ind i dagvognen, der skulde føre ham til Aarhus, hvor dam-peren til København ventede. Fra vognen kunde han en kort stund se sit hjemsogns bølgende land, der skraanede opad fra den store Knudmose. Men snart forsvandt de kendte egne for hans blik, og nye, ukendte landskaber fangede hans interesse.

Kursustiden

I hovedstaden kom Jacob til at bo paa et billigt kvistværelse i den indre by. Da han havde betalt for værelset, havde han ikke ret mange rede penge tilbage. Men han havde nogle gode pakker med fødevarer med hjemmefra og løfte om, at der af og til vilde komme flere af den slags, saa ligefrem dø af sult kunde han ikke. Middagsmad maatte han dog ofte undvære. Selv var han jo vant til nøjsomhed hjemmefra, saa fattigdom generede ham ikke. Han var tværtimod glad og til-freds med sin nye tilværelse.

Juristen og politikeren f.K. Lauridsen 13

Selvfølgelig var overgangen fra Rind sogns stilhed til ho-vedstadens larm temmelig brat, men han vænnede sig snart til de høje huse og de endeløse, triste gader.

Straks efter sin ankomst opsøgte han den mand, som paa Thomas Nielsens anbefaling og anmodning havde lovet at tage sig af ham i den første tid, indtil han fik fast bund under føddeme.

Denne mand var lærer, cand. phil. Ludvig Trier, der tog vel imod ham, og hos hvem han fik gratis undervisning i 6 aar, indtil han blev student.

Ludvig Trier var søn af en læge og økonomisk uafhængig. Allerede som ung student begyndte han paa sin lærergerning ved den særprægede Frederik Barfods skole, hvor alle lærerne — som regel studenter — underviste gratis. Trier var lærer der i 50 aar uden løn. Han tog sig af sine elever - ogsaa uden for skolen — og støttede dem af og til ogsaa økonomisk.

Særlig var han ivrig efter at faa voksne elever og da navn-lig saadanne naturbegavelser, der af økonomiske grunde ikke havde kunnet komme paa latinskole. Han forberedte gennem aarene det ene hold efter det andet til studentereksamen i sit hjem — altid uden vederlag. Hans studenterhold bestod der-for altid af særprægede mennesker, der dog alle havde det tilfælles, at de vilde frem. Thomas Nielsen havde set rigtigt. Jacob Christian var kommet paa det rette sted.

Den første tid paa kursus var saa vanskelig for ham, at han var lige ved at tabe modet. Men det varede ikke længe, før han opdagede, at han havde nogle egenskaber, som de andre kursister manglede. Han opfattede lynhurtigt, han var slag-færdig, og hans evne til at huske var sagnagtig. En glose set en enkelt gang sad fast med det samme. Snart følte han sig paa fast grund, og hans forsagthed forlod ham for stedse.

Men saa var der sproget. Hans brede ravjydske maal vakte latter og jubel blandt hans kammerater. Det generede ham imidlertid ikke, tværtimod. Navnlig ■ var hans udtale i de fremmede sprog kostelig. Naar de paa kursus læste Moliéres „Den gerrige", var det bedre end en teaterforestilling at høre

14 N. C. Søby

ham gengive titelrollen paa en blanding af fransk og jydsk.

Det var ogsaa her paa kursus, at han selv moderniserede sit navn. Da Trier skrev ham ind i sin protokol, spurgte han ham om hans forbogstaver. Jacob svarede, at hans forbogsta-ver var Je Kaa. Straks korn en latterbølge fra kammeraterne, for ingen af dem havde før hørt den jydske udtale af bog-stavet ,J". Senere forandrede han ogsaa sit døbenavn og kaldte sig Lauridsen, og dette navn har siden fulgt ham. Hans venner kastede imidlertid snart efternavnet bort og kaldte ham kun Je Kaa.

Saa snart den unge kursist magtede det, maatte han se at tjene penge. Og lidt efter lidt begyndte han at give undervis-ning rundt om i hjemmene til elever, der ikke kunde følge med i skolen. Timebetalingen var ringe, og langt maatte han tradske omkring for at faa en lille dagløn ud af det - men hans nøjsomhed hjalp ham, og han sled sig igennem og blev student med fine karakterer i 1879-

Studentertiden

Der blev stor glæde i det lille husmandshjem i Lind, da stu-denten kom hjem i sommeren 1879 med huen paa.

Men hvad nu? Skulde han læse videre?

Ja, sagen var i virkeligheden afgjort. - Den unge mand havde allerede truffet sit valg. Han vilde være jurist. Tanken havde længe ligget og spiret i ham — og nu var den endelig moden, antagelig ved tilskyndelse af Ludvig Trier og hans studenter-kammerater, der bestemt mente, at han med tiden vilde komme til at spille en stor politisk rolle, og at det maa-ske blev ham, der kom til at gennemføre kirkens og statens adskillelse, som man talte saa meget om dengang.

Som student blev J. K. Lauridsens kaar noget bedre. Dels fik han forskellige smaastipendier, dels skaffede han sig bedre betalt ekstraarbejde, men spare maatte han stadigvæk for at faa det til at løbe mndt, og det var stadig kosten, det gik ud over. Hans paaklædning var fattig og aparte, saa han skilte sig ud fra sine omgivelser. Man kaldte ham bondestudenten,

Juristen og politikeren J. K. Lauridsen 15

og der blev sagt, at hvis man paa gaden traf en student, som ikke lignede nogen anden, saa maatte det være Je Kaa.

Skønt han efterhaanden var blevet en stor og kraftig ung mand, saa var han ikke saa stærk, som han saa ud til. Han var af og til syg og led ofte af forkølelse, som antagelig skyldtes daarlig og uhensigtsmæssig ernæring.

De allerfleste juridiske studenter havde paa den tid private lærere eller manuduktører, der gennemgik stoffet med dem, og som de selv maatte betale, og det kostede dem en masse penge. Det var helt udelukket, at Je Kaa kunde skaffe penge til manuduktør, og han maatte derfor nøjes med professorens forelæsninger og saa selv finde ud af resten - og det gjorde han. Men der var ogsaa en fordel ved denne ordning. Han blev nemlig godt kendt med sine lærere, fordi han altid mødte til undervisningen — i modsætning til mange andre studenter, der ofte blev borte og nøjedes med at gaa til manu-duktion.

Til at begynde med var der mange, der trak paa smilebån-det ad denne aparte student — især naar han paa ravjydsk gav professoren svar paa de stillede spørgsmaal, men de opdagede ret hurtigt, at han svarede bedre, end de selv formaaede. Navnlig beundrede de hans vid og slagfærdighed. Og da han var i besiddelse af et venligt væsen og var trofast i venskab, saa blev han snart almindelig afholdt.

Da han omtrent var midt i studiet, opnaaede han den første rigtige anerkendelse af sin flid, idet han fik fribolig paa Regensen. De to aar, han tilbragte der, blev maaske de lyk-keligste i hans liv. Her boltrede han sig rigtig mellem sine kammerater og fandt paa tusinde løjer. Det var derfor ikke saa underligt, at de øvrige studenter valgte ham som tillids-mand, naar de skulde feste.

Det var som saadan, at han en eftermiddag kom ind paa den nærliggende Kafé Helvede, der laa lige overfor Kafé Himmerige, satte sig ved et af de største borde og forlangte højlydt 460 stk. smørrebrød og en kop kaffe. Tjeneren saa

16 N.C. Søby

forundret paa ham og spurgte, hørte jeg rigtig? Ja, vel gjorde De det, svarede Je Kaa uforstyrret.

Tjeneren gik først hen og hviskede til en kollega og der-efter til værten, der bred og værdig skred hen mod den mær-kelige gæst og spurgte i en brøsig tone: Hvad ønsker De? Det har jeg jo sagt, raabte Je Kaa op. 460 stk. smørrebrød og 1 kop kaffe. - Ja, men De kan da ikke spise 460 stk. smørre-brød! - Hvem i alverden har sagt, at jeg skal spise dem. Smørrebrødet skal over paa Regensen til festen i aften. Men kaffen skal jeg have her og det lige med det samme.

Det var skik dengang, at studenterne mødte i kjole og hvidt til den afsluttende eksamen. Det kunde Je Kaa ikke. Han havde ikke raad. Men her kom hans venner ham til hjælp. De forærede ham mørkt tøj og hvid skjorte og slips, saa han gik op til eksamen uden at stikke alt for meget af fra de øvrige.

Til eksamen fik han første-karakter i alle fag, skønt han ikke havde haft manuduktør — en enestaaende bedrift den-gang. Regensianerne var stolte af ham og festede for ham. Og der blev stor glæde hos hans familie i boelsstedet i Lind, da efterretningen om hans held naaede dertil.

Under eksamen i et af fagene fik han lejlighed til at af-fyre en af de krasse vittigheder, som han allerede var saa berømt for. Da han tog plads ved det grønne bord, saa pro-fessoren op paa ham og sagde smilende: Naa, hvordan staar det saa til med Dem i dette fag, Lauridsen?

Det er en ren ørken, hr. professor.

Men der findes vel oaser i denne ørken.

Ja, men det kommer skam an paa, om kamelerne kaa finde dem.

Der blev høj latter fra tilhørerne — og professor og censor lo selv med.

Studentersamfundet

Den politiske strid, der i provisorietiden herskede mellem partierne højre og venstre, skyllede ogsaa ind i studenterver-

Juristen og politikeren J. K. Lauridsen 17

denen og delte de unge op i de konservative og de frisindede eller liberale. Striden blussede rigtigt op i studenterforenin-gen, hvis bestyrelse eller seniorat var stokkonservativ - og skønt de liberale løb storm mod denne bestyrelse gang efter gang, kunde de dog ikke vælte den. Til sidst meldte de liberale sig ud af den gamle forening og dannede i 1882 en ny forening, som fik navnet Studentersamfundet. Og i denne forening var Je Kaa med fra begyndelsen af og blev kort efter starten medlem af bestyrelsen.

Her i samfundet, som foreningen kort og godt kaldtes, og som havde lokaler i Badstuestræde 9-11, kom han sammen med alle de mennesker, der kom til at betyde saa meget for frihed og fremskridt i Danmark.

Man kan nævne navne som Alfred Christensen, Anders Hvass, Emil Trier, Herman Trier, Jeppe Aakjær, Georg Brandes, Hørup, Johan Ottosen og mange mange flere. - Og mange af dem blev hans venner for livet

Hver lørdag aften var der diskussion over et eller andet emne — dog oftest politisk. Heri deltog Je Kaa altid. Det begyndte gerne med, at tjeneren bragte ham 3 kopper stærk sort kaffe paa en bakke. Kaffen animerede ham, og snart rejste han sig og sagde: Jeg havde ellers ikke tænkt at del-tage i diskussionen i aften, men jeg vil dog gerne bede om ordet for nogle spredte bemærkninger — og så var han i ilden resten af aftenen.

Under disse diskussioner erhvervede han sig saa megen dygtighed i at tale, at han blev foreningens dygtigste og be-rømteste debattør. Og snart blev det ham, der blev indleder ved disse politiske lørdagsaftener. Gennem tiæsten 10 aar fra 1884-94 stod han som regel 1 gang om maaneden paa sam-fundets talerstol og indledte den politiske diskussion. Og da han senere af helbredshensyn maatte holde op, var der ingen, der kunde tage arven op efter ham.

Det var ikke, fordi hans form var uden fejl. Han var saa-ledes slem til at gentage, hvad han havde sagt. Men gentagel-

Hardsyssels Aarbog MCMLXVI 2

18 N. C. Søby

sen krydrede han ofte med en lille tilføjelse, som gjorde den interessant, og som fik tilhørerne til at le.

I det hele taget vandt han sine tilhørere ved sin maade at tale paa, sin dialekt, sin aparte fremtoning, men først og fremmest ved sin enestaaende evne til at udtrykke klart og tydeligt, hvad flertallet i forsamlingen tænkte. Og denne evne var vel nok den egentlige grund til hans succes.

Han var haard ved sine politiske modstandere. Særlig var han efter folk, der ikke kunde tage et bestemt standpunkt. Dem sammenlignede han med bævrende aal i gelé. Han op-dagede hurtigt modstanderens svage sider, skar igennem med nogle skarpe bemærkninger, som fik latteren til at skylle hen over den uheldige,

Religion, samfundskundskab og politik havde hans største interesse, men iøvrigt beherskede han alle emner, og han led aldrig nederlag i diskussion, selv om hans modstander var speciel sagkyndig. Aften efter aften kunde han derfor optage diskussionen om emner, der tilsyneladende laa ham fjernt, men om hvilke han havde samlet sig en begrundet og paa kundskaber støttet mening.

Han var udpræget antimilitarist, og i en debat udtalte han sig meget nedsættende om militærvæsenet, idet han tilføjede, at han aldrig burde have været kasseret, da hans aparte og afskrækkende ydre netop var et stort aktiv for en soldat.

Men det var ikke alene som debattør, at man kunde bruge ham. Da samfundet ønskede at spille „Karrig Nidding" paa folketeatret, bad man Je Kaa om at spille med. Han sagde straks ja og optraadte som den gamle gnier i titelrollen, akku-rat som han gik og stod - helt uden forklædning og sminke.

Jubelen var stor. De, der kendte ham, saa ham med glæde, som den han var. De, der ikke kendte ham, troede at se en mesterlig udført rolle med en dialekt, hvis lige ikke fandtes. Stor succes - og fest bagefter.

Da samfundet engang arrangerede en sommerudflugt til Ringsted-egnen, hvor studenterne samledes med befolkningen til et stort politisk møde, viste det sig, at Je Kaa var den af

Juristen og politikeren J. K. Lauridsen 19

alle talere, der bedst forstod at tale til den store brogede for-samling, hvorefter han da også senere blev kredsens folke-tingsmand.

Journalist

Det københavnske dagblad „Morgenbladet", der var oprettet i 1873 af C. Berg, fik i 1880 Viggo Hørup til redaktør. Ved dette blad var Je Kaa medarbejder en kort tid, men da Hørup i 1884 blev redaktør ved det nyoprettede dagblad „Politiken", tog han sine medarbejdere med til den nye opgave. Je Kaa kunde dog ikke afse tid nok til dette arbejde, da han havde saa mange andre ting at tage vare paa. Han fik derfor kun overdraget redaktionen af bladets spørgerubrik. Men han skrev dog ogsaa lejlighedsvis større eller mindre artikler, hvor han greb ind i dagens debat, navnlig vendt mod Estrups pro-visoriepolitik.

Ligesom han havde let ved at tale til folk, havde han ogsaa let ved at skrive en artikkel, der baade havde næb og kløer, men samtidig ogsaa var let læselig og morsom. Den maade, hvorpaa han kunde variere og finde nye udtryk for den sam-me ting, viste, at han baade havde digteriske og kunstneriske evner i sig.

En af hans yngre kolleger, journalist Anders Holm, for-tæller saaledes, at naar de manglede en artikel om et eller andet emne, saa gik de hen til Je Kaa. Fandt de ham ikke hjemrae, ledte de i beværtningerne i kvarteret, hvor de som regel traf ham siddende over sin sædvanlige sorte kop kaffe. Begejstrede arresterede de ham, førte ham med hjetn og laa-sede ham inde paa kontoret. — Og resultatet var altid en straa-lende artikel.

Ejendommelige og originale var ogsaa hans svar i bladets spørgerubrik. - En dag modtog han saaledes følgende mær-kelige brev: Undertegnede handelskommis N. Petersen er ud-lært kommis og har aftjent min værnepligt i infanteriet som secondløjtnant. Er der noget til hinder for, at jeg paa mit

20 N. C. Søby

visitkort lader trykke: N. Petersen, løjtnant og handelskom-mis? — Svar: Ifølge dansk lov er det tilladt at meddele sine ungdomsforvildelser.

Sagfører

Foruden alt det arbejde, som han lidt efter lidt var kommet ind i, skulde han jo ogsaa samle sig om sin egentlige opgave, nemlig at blive sagfører.

I 1884 - straks efter at han var blevet cand. jur. - fik han ansættelse som fuldmægtig paa et sagførerkontor, hvor han mod en ringe løn skulde lære praktisk sagførergerning.

Det gik ogsaa meget godt for ham, og efter 3 aar som sag-førerfuldmægtig førte han 3 prøve-retssager ved overretten, der godkendte hans procedure, hvorefter han i 1887 fik be-stalling som overretssagfører.

Han oprettede da sit eget kontor og begyndte selvstændig sagførerforretning, der i virkeligheden til at begynde med gik ret godt. Han havde dog svært ved at passe den, som han skulde — dertil var han alt for optaget af dagens politiske strid.

Navnlig kunde han ikke naa at forberede sig grundigt nok til de retssager, han førte. Han var derfor slem til at forlange sagen udsat, og dommerne gik som regel med dertil.

Der lever endnu nogle anekdoter om ham fra den tid. Han kunde jo aldrig lade være med at lave lidt løjer med sine om-givelser. En meget varm sommerdag bad han igen om udsæt-telse i en sag vedrørende en landmand paa Fyn, idet han hen-viste til forrige grund. Dommeren nikkede og dikterede ud-sættelsen til protokollen og hævede mødet. Men idet Je Kaa vilde forlade retssalen, spurgte dommeren: Hvad var egentlig forrige grund, hr. Lauridsen?

Jo, sidste gang skyldtes udsættelsen, at min klient ikke kunde komme over Store Bælt paa grund af is. Og denne-gang kunde han ikke komme over Bæltet paa grund af over-vældende travlhed ved landbruget, svarede Je Kaa med et lunt blink i øjet.

Juristen og politikeren J. K. Lauridsen 21

En anden gang mødte Je Kaa i retten for en cyklist, der var noteret for at have kørt paa en vej, hvor cykling var forbudt. Da dommeren spurgte den anklagede, om han indrømmede rapportens rigtighed, brød Je Kaa ind og sagde: Undskyld, hr. dommer, tillader De en forespørgsel? Da dommeren nik-kede, fortsatte Je Kaa: Maa jeg have lov til at spørge, om prins Valdemar maa cykle paa den vej ?

Naturligvis ikke. Forbudet gælder for alle, svarede dom-meren lidt tøvende.

Je Kaa takkede for oplysningen — og synderen slap med en advarsel.

Da Je Kaa gik hen tnod udgangen, vinkede dommeren ham tilbage og hviskede: Sig mig, hr. overretssagfører, har De virkelig set prins Valdemar cykle paa den forbudte vej ?

Nej, slet ikke, hr. dommer, det var jo kun en forespørgsel, svarede Je Kaa med den uskyldigste mine af verden.

Ægteskab

Den 17. maj 1886 - et aars tid før Je Kaa blev overrets-sagfører, havde han paa Københavns raadhus indgaaet ægte-skab med Christiane Nicoline Christensen, kaldet Christian-sen. Hun var født i København den 11-12-1857, datter af manufakturhandler senere husejer Niels Christian Christen-sen (1833-1906) og Sophie Andersen (1831-1906).

Skønt der kom børn, gik samlivet dog ikke, og ægteskabet blev senere opløst. Hun døde i København den 22-7-1928.

Je Kaa som politiker

Den politiske kamp i den saakaldte provisorietid var paa sit højeste, da Je Kaa var ved at være færdig med sin uddan-nelse. I samfundet havde han øvet sig i diskussionens kunst, og han brændte efter at træde offentlig frem for at være med i kampen mod Estrup og alle hans medløbere. Kampen stod i korthed om 3 ting: Estrups provisoriepolitik - Junigmnd-lovens genindførelse og parlamentarismens anerkendelse i Danmark.

22 N. C. Søby

Men Estrup og hans mænd var stærke. Hans tilhængere var de rigeste og mest indflydelsesrige i landet - og navnlig de store godsejere var paa hans parti. I Folketinget var hans til-hængere dog i mindretal, men han regerede alligevel efter de saakaldte provisoriske eller midlertidige love, som hans parti selv vedtog i rigsdagen mod flertallets ønske.

En af Estrups betydeligste støtter var professor Matzen, der var lærer i jura og navnlig i statsret ved universitetet. Han var tillige politiker og agitator, og han gik med hele sin viden og autoritet ind for, at Estrup havde ret. Da han tillige var en dygtig og behændig debattør, saa var der næsten aldrig nogen, der turde tage kampen op imod ham i en diskussion. Ved sin position var denne mand meget farlig, fordi mange sagde, at det, Matzen gik ind for, absolut maatte være rigtigt. For de liberale gjaldt det faktisk om at faa ham sablet ned. Men hvordan ?

I juni 1885 blev der arrangeret et stort vælgermøde i Fre-derikssund med Matzen som indleder. Og nu var lejligheden der. Je Kaa blev af sine venner opfordret til at tage op til mødet og prøve paa at sætte professoren til vægs og lukke munden på ham. Je Kaa var meget betænkelig ved sagen og sammenlignede sig selv med David mod Goliath. Men han tog dog af sted.

Det blev et meget bevæget og stormende møde, maaske det berømteste, der blev "holdt i provisorietiden, og hvis for-løb gav genlyd ud over hele landet. Matzens indledning blev paahørt i ro. Han forsvarede som sædvanlig Estrups regering og hævdede, at dens handlinger var fuldt ud lovlige.

Je Kaa var ikke længe om at opfatte situationen. Han vej-rede snart, at flertallet i forsamlingen var imod Matzen, men ingen turde træde op imod ham. Endelig rejste han sig lige-som lidt forsagt og bad på sin sædvanlige beskedne maade om ordet for et par spredte bemærkninger.

De allerfleste i forsamlingen kendte ham ikke, og da de saa hans kantede og aparte skikkelse paa talerstolen og hørte hans mærkelige dialekt, grinede de højt. Men lige med eet

Juristen og politikeren J. K, Lauridsen 23

blev der dødstille i den mægtige forsamling, for denne mær-kelige mand havde pludselig sat et par pletskud ind mod Matzen — og saa begyndte kampen. Det blev en forrygende holmgang, for de to jurister var som to dygtige fægtere, der krydsede klinge med hinanden.

Matzen tog lidt nedladende paa sin modstander til at be-gynde med, men da han snart følte, at han havde hovedparten af forsamlingen imod sig, blev han usikker, han, der jo altid var vant til at tale uden modsigelser. Lidt efter lidt blev han trængt mere og mere op i en krog af denne frygtelige mod-stander, denne urkraft, og da han efter gentagne stædige an-greb maatte erklære, at Estrups regering havde taget skatte-ydernes penge paa forventet efterbevilling, raabte Je Kaa med ironi i stemmen: Paa forventet efterbevilling! Ja, saadan taler de ræve for de gæs! Sig mig, hr. professor! Hvis jeg vil have en lille pige i mit garn, og jeg saa giver hende sove-draaber for at faa min vilje med hende — kan jeg saa gøre det paa forventet efterbevilling?

Drønende latterbrøl og endeløst bifald. Matzen kunde eller vilde ikke svare. Dirigenten reddede ham ved at slutte mødet. Slaget var endt. Je Kaa havde haft en heldig dag. Hans stjerne var i aabenbar opgang - medens Matzen klart havde tabt ansigt.

Martyr for sin overbevisning

Men Estrups folk glemte ikke deres nederlag saadan uden videre. De lod høre fra sig. Nogen tid senere blev Je Kaa tilsagt til at møde i Frederikssunds ekstraret, hvor han blev idømt nogle dages fængsel for at have ophidset dele af be-folkningen mod hinanden. De kunde ikke ramme ham for, hvad han havde sagt, men politiets vidner fældede ham sær-ligt ved at skildre et vist ondartet træk ved munden, naar han talte. Det havde politimesterens fuldmægtig ogsaa set — og det blev afgørende.

Je Kaa modtog dommen, idet det jo ikke var nogen ned-værdigende straf. Tværtimod blev han i offentligheden be-

24 N. C. Søby

tragtet som en martyr for sin sag, hvorfor han steg i folks omdømme.

Ja, saadan gik det til i Estrups tid.

Men de, der troede, at de kunde lukke munden paa Je Kaa, tog grundigt fejl. Efter det berømte møde med Matzen var han stadig i ilden rundt om i landet som indleder og agitator ved politiske møder. Alle vegne fra kom der bud efter ham. Mange saa i ham en befrier.

Overalt talte han den jævne mands sag — hans ret til frit at tænke, tro og tale. Blandt smaafolk følte han sig rigtig hjemme. Hans mistænksomhed mod de store og fine var grænseløs. De stræbte kun efter at snyde den lille mand for den smule ret, han havde, og han beskyldte dem for at bruge ræveluskeri for at naa deres maal.

Aaret 1885 var i det hele taget et kampaar, i hvilket stri-den mellem venstre og højre kulminerede i attentatet paa Estrup. Det var den 21. oktober, at typograf Rasmussen af-fyrede sin pistol mod konsejlspræsidenten, da han spadserede paa Toldbodvejen. Attentatet mislykkedes, og kuglen borede sig ind i porten i nr. 12, hvor den endnu sad i begyndelsen af dette aarhundrede.

Estrup lod sig imidlertid ikke rokke af saa lidt. Hans re-gering vedtog en hel række love, der rigtig skulde kue befolk-ningen, saaledes oprettelsen af et gendarmerikorps, udvidet myndighed til politiet og skrappe bestemmelser for salg af vaaben. Alle disse foranstaltninger opirrede naturligvis den brede befolkning, og hadet til regeringen øgedes. Da Estrup havde Chr. IX's fulde tillid, saa sank ogsaa kongens popu-laritet. — I hovedstaden og rundt om i landet lød den op-rørske sang:

Ned med Estrup, Scavenius og Ravn! Vi kan li' saa godt ta' kongen med, for han gør ingen gavn.

Tiden 1885-87 var god for Je Kaa. I disse to aar befæstede han sit ry i det ganske land. Han var paa færde overalt og havde stadigvæk held til at kunne sige de rette ord paa det rette sted. Vælgernes sympati og hyldest virkede inspirerende

Juristen og politikeren ]. K. Lamidsen 25

paa ham, saa hans taler fødtes i samme nu, som han opfattede situationen. Hans ord kan derfor oftest sammenlignes med digteriske frembringelser, der hviler mere paa den følelses-mæssige opfattelse af situationen end paa den tankemæssige begrundelse. Og det er nok derfor, at mange af de slaaende udtryk og rammende sætninger, som i rig flor strømmede ud af hans mund under inspirationen, endnu lever blandt os den dag i dag - næsten 100 aar efter.

Men var 1885, 86 og 87 heldige aar for ham, saa var de sandelig ogsaa opslidende. Dødtræt vendte han hver gang hjem fra sine agitationsrejser, men hjemme kunde han ikke slappe af. Der laa det private arbejde og ventede paa ham. Det skulde jo ogsaa passes og rettes op. — Og saa af sted igen. Ingen tid til hvile. Valget i 1887 nærmede sig med stærke skridt, og nu skulde det vise sig, om hans rejser havde givet resultat.

Der var hele fem kredse, der bejlede til ham som kandidat til Folketinget. Skønt han egentlig helst vilde have haft en kreds i Jylland, saa valgte han dog Ringsted-kredsen, dels fordi den laa mest belejligt for hans arbejde i hovedstaden, og dels fordi han kendte kredsen i forvejen.

Valget blev en sejr for ham og partiet Venstre. Ringsted valgte ham til folketingsmand, og han kom til at repræsentere denne kreds i 8 aar indtil 1895.

Det utrolige slid havde givet resultat. Et maal var naaet. Og fremtidens land laa smilende foran den unge mand, der endnu ikke var fyldt 29 aar.

Rigsdagssamlingen 1887-88

Første møde fandt sted mandag den 3. oktober 1887. Rigs-dagen bestod dengang af Folketing og Landsting.

For at gøre rigsdagens aabning mere højtidelig mødte med-lemmerne i universitetets festsal, hvor ministeriet med kon-sejlspræsident Estrup i spidsen indfandt sig præcis kl. 12.

Efter at Estrup havde oplæst det sædvanlige kongelige brev, erklærede han rigsdagen for aabnet og opfordrede med-

26 N. C. Søby

lemmerne til at begive sig til den midlertidige rigsdagsbyg-ning i Fredericiagade, hvor mødet skulde fortsætte kl. iy₂.

Synet af de uniformerede, ordensbehængte ministre, der mere følte sig som kongens mænd end som folkets tjenere, og som optraadte med megen overlegenhed, gjorde et stærkt ind-tryk paa den nye folketingsmand, J. K. Lauridsen. Den snørk-lede kancellistil i kongens brev bidrog ogsaa til, at han plud-selig følte sig mange hundrede aar tilbage i tiden. Han lige-som vaagnede op, da oplæsningen standsede, og den tanke jog igennem ham: Her er meget, der bør rettes - men det bli-ver en meget, meget svær kamp.

Nu kom der to mænd og lykønskede ham og bød ham vel-kommen. Den ene var hans velgører, landstingsmand Th. Nielsen fra Herning, den anden var folketingsmand Rasmus Nielsen fra Hammerum. - Rind, Herning og Gellerup sogne var godt repræsenteret gennem disse tre mænd.

Naar man spurgte J. K. Lauridsen, hvad hans politiske maal var, gav han som regel følgende svar: I og for sig inter-esserer politik mig slet ikke. Det er kun den sociale og den militære side af sagen, der har min interesse, og som jeg vil arbejde med - alt det øvrige maa andre tage sig af.

I rigsdagsaaret 1887-88 var der mange sager paa dags-ordenen. Det kan vi se i Rigsdagstidendes talerliste, hvor Je Kaa altid blot benævnes Lauridsen, og det vil vi ogsaa gøre her. Den nye folketingsmand for Sorø amts 1. kreds, Laurid-sen af København, tog del i behandlingen af 10 forskellige lovforslag, som han havde sat sig grundigt ind i. — Her kan kun gives et par enkelte glimt af alle disse sager.

Lauridsen begyndte sin jomfrutale i Folketinget paa sin sædvanlige beskedne og sagtmodige maade, og man mærkede snart, at han gjorde sig umage for at optræde under en vær-dig form i tinget, idet han var ganske klar over, at eet er at tale paa vælgermøde, et andet er at tale sagligt og forsvarligt i rigsdagssalen, hvor alt, hvad man siger, bliver skrevet ned.

Hør her lidt af hans tale: „Smaafolk her i landet bliver alt for hurtigt arresteret paa mistanke, og saa lader man dem

Juristen og politikeren ]. K. Lauridsen 27

sidde uge efter uge for at faa dem til at tilstaa. Jeg kan derfor ganske rolig sige til folk, der har givet sig af med at se og høre lidt paa vort retsvæsen, om der er nogen af os, der vil sige, at tortura carceris (fængselstortur) er ganske ukendt i vor kriminelle retspleje som hovedmiddel til at fremkalde egen tilstaaelse."

Lauridsen kæmpede for bedre kaar for de enlige og navn-lig for de ugifte mødre. Han slutter sin tale saaledes: ,,Jeg maa i øvrigt sige, at med hensyn til de forladte og frasepa-rerede hustruer tror jeg, at stillingen for det uægte barns mo-der - ikke at tale om den offentlige foragt, der føles for det uægte barns moder — i langt højere grad trænger til at rettes og forbedres - og det gør dette lovforslag, og derfor har det min stemme."

/ samlingen 1888-89

deltog Lauridsen i behandlingen af 7 lovforslag. - Her skal kun omtales een af disse sager:

Da der forhandles om universitetets lønningsforhold, siger han: De juridiske professorer har saa mange ekstra ben, at de ikke kan passe det, de skal — nemlig at undervise. Der er en gammel regel, der siger, at alt eksamensstof skal være gen-nemgaaet i løbet af 2 aar - men sandheden er den, at højst V« af stoffet et behandlet færdigt paa den tid. — Og det for-længer studietiden til stor skade for de unge og navnlig for de fattige studenter.

Rigsdagssamlingen 1889-90

Aabningsmødet fandt sted den 7-10-1889 under det sæd-vanlige ceremoniel.

I den nye samling deltog Lauridsen i behandlingen af 9 lovforslag. Her skal kun omtales et par af dem.

Loven om fæste- og lejehusmænd. — Lauridsen fremhæver, at denne lov i virkeligheden intet vil gøre for den fattigste del af landarbejderne, som derfor ikke har andet at gøre end at udvandre. - Hør her et brudstykke af hans tale: Jeg kan

28 N. C.

egentlig godt forstaa, at folk faar lyst til at udvandre her fra landet, for her er ikke meget at gøre for en ung mand, der skal tjene sit ophold ved sine hænders gerning. Og det fore-kommer mig naturligt, at han ikke anvender sine sparepenge til køb af jord her i landet, men at han begiver sig derhen, hvor han kan faa et stykke jord paa langt bedre vilkaar end herhjemme. — Næste sag var om Københavns søbefæstning. Lauridsen sluttede saaledes: „Jeg vil forresten tilføje, at jeg ikke under nogen omstændighed vil gaa med til at befæste København fra søsiden. Der er i den sag fuldkommen enig-hed mellem mig og mine vælgere om, at det ikke er ad den vej - ja, at det overhovedet ikke er ad militær vej, at der kan ydes noget forsvar for vort land ..."

Nyvalg

Den 21. januar 1890 var der igen valg til Folketinget, og Lauridsen blev genvalgt i sin kreds. Han havde slidt ganske utroligt i det under den forløbne samling — vel mere end godt var. Han havde alt for meget at passe.

Først rigsdagen - saa vælgermøder og dernæst de opsli-dende agitationsrejser med de oprivende politiske angreb og svar. Og naar han saa endelig dødtræt kom hjem, saa laa hans egen forretning der, og en stor papirbunke ventede ankla-gende paa ham.

1890-91

Lauridsen talte i 12 forskellige sager. Han kommer i ilden med det samme, idet han beviser og paataler 2 tilfælde af valgtryk i Præstø amt, hvor en husmand og en tækkemand var blevet afskediget af deres arbejdsgiver, fordi de havde stemt paa Venstre.

Da loven om alderdomsunderstøttelse kommer til behand-ling, hævder han atter og atter, at understøttelsen bør ligge uden for fattigvæsenets rammer — altsaa en slags efterløn i lighed med bestillingsmandens pension. Men det forelig-gende forslag var netop inden for fattigvæsenet, og under-

furisten og politikeren J. K. Lauridsen 29

støttelsen var derfor en ydmygelse for de fattige gamle, og saa mistede de oven i købet deres stemmeret ved at modtage den.

I samlingen 1891-92 fortsættes diskussionen om alder-domshjælp, og Lauridsen paaviset i mange taler, at lovforsla-get var for ringe og egentlig en stor ydmygelse for de ud-slidte gamle. Det var allerbedst, siger han, hvis hver gammel f ik en bestemt sum, so-m han kunde regne med, og ikke som i forslaget en tilfældig sum efter ansøgning.

I virkeligheden faar den fattige intet ud af den foreslaaede lov, idet kommunerne selv bestemmer, hvad de vil give den enkelte, og det vil da blive det mindst mulige.

Men der var intet at gøre - tiden var slet ikke moden til en saa stor social reform, som han skitserede. Og da han saa brugte ordet „alderdomspension", da gik der ligesom en gysen gennem forsamlingen.

Den 20. april 1892 var der igen valg til Folketinget, og Lauridsen blev genvalgt i sin kreds.

Det nye Folketing mødte første gang mandag den 3. okto-ber 1892 i festsalen paa universitetet. Heller ikke denne gang var kongen til stede, men hans konsejlspræsident og finans-minister Estrup aabnede mødet. Regeringens medlemmer var alle mødt til aabningsmødet. Men ellers plejede de ikke at være til stede under Folketingets forhandlinger. Lauridsen stemplede gentagne gange deres fraværelse som en aabenlys foragt for tinget.

Ministeriet havde følgende sammensætning:

Godsejer Jacob Brønnum Scavenius Estrup til Kongsdal og Skaføgaard, medlem af Landstinget, konsejlspræsident og finansminister.

Dr. jur. Johannes Magnus Valdemar Nellemann, medlem af Landstinget, justitsminister og minister for Island.

Viceadmiral Niels Frederik Ravn, medlem af Folketinget, marineminister.

Generalmajor Jesper Jespersen Bahnson, medlem af Folke-tinget, krigsminister.

30 N. C. Søby

Godsejer Hans Peter Ingerslev til Marselisborg, medlem af Landstinget, indenrigsminister.

Professor, dr. jur. August Herman Ferdinand Carl Goos, medlem af Landstinget, kirke- og undervisningsminister.

Baron, kammerherre, hofjægermester Kjeld Thor Tage Otto Reedtz-Thott til Gaunø, medlem af Landstinget, uden-rigsminister.

Disse 7 højtstaaende personer saa med foragt paa Folke-tingets venstremænd, men de frygtede alle folkestyret. Selv sad de dog med ophøjet ro i deres stillinger i fuld forvisning om, at de sad der med rette, idet de jo var udnævnt af kon-gen, der paa den tid selv valgte sine ministre. Men en vis usikkerhed var dog sivet ind i deres kreds paa grund af den tiltagende opposition og den stigende murren i befolkningen, der blev holdt nede af politi og gendarmer, saa at Danmark var blevet en politistat.

Der var paa den tid maaske slet ingen, der troede, at den tidligere hjorddreng fra Rind sogn, Jakob Christian Laurid-sen, kunde være nogen fare for saa fornemme og højt deko-rerede mænd. Men det var han nu alligevel. Det var imidler-tid ikke paa tinge, at han angreb regeringen stærkest, for der talte han som regel værdigt og sagligt, men det var paa sine rejser som taler rundt om i landet, at han rigtig tog bladet fra munden mod regeringens overgreb, mod de forhadte gendar-mer, mod politistaten, og paa den maade holdt han mod-standsgryderne i kog, saa de nogle steder var ved at koge over.

I samlingen 1892-93 var der ret voldsomme sammenstød mellem regeringen og Venstre. Det begyndte med, at Laurid-sen og I. C. Christensen (Hee) indstillede, at valget af grev Scheel blev forkastet, fordi der havde været uorden i valg-listerne.

Senere gaar Lauridsen ogsaa imod et forslag om husleje-skat, fordi den særlig vil ramme de smaa. Han anbefaler i ste-det for en beskatning af luksusvarer og af aktieselskaber. Han er ogsaa imod optagelse af laan og hævder, at det at laane

baade for stat, kommune og private er en meget slet økonomi. Det er en form at fodre kapitalister paa, som ingen kan have sympati for. Og derefter tilføjer han: Jeg tror, at man hellere maa se at bære byrderne i nutiden gennem en forøget beskat-ning end kaste dem over paa fremtiden.

Finansloven gav ogsaa anledning til skarpe sammenstød. Dette lovforslag blev af et medlem af Venstre betegnet som resultat af den raa og brutale magtudfoldelse, som dette ting havde lært at kende siden I. april 1885, den magtudfoldelse, som skete derigennem, at grundloven blev traadt i støvet un-der parolen: Magten skal nu sættes i rettens sted, saaledes at der af magten kan skabes en ny ret. Lauridsen støttede ham straks og sagde, at han vilde stemme for forkastelse, saa at forslaget ikke kunde komme til anden behandling. Han ad-varede mod at stille ændringsforslag, da ændring af et for-slag fra denne moralsk ulovlige regering i sig selv var en modsigelse, som maaske endog kunde bestyrke det proviso-riske system. Og han fortsætter: „Desuden er det befolknin-gens ønske, at oppositionen over for Estrup og hans mænd ikke skal opgives. Nej, vi skal selv lave en finanslov, som skal give dødsstødet til denne regering, som nu i 8 aar har bragt stor ulykke over landet. Jeg opfordrer derfor til at sige: Stem-mer ikke paa det foreliggende forslag."

1893-94

I den ny samling, der begyndte den 20. oktober 1893, synes det, som om Lauridsen staar i sin fulde kraft. Han del-tager i behandlingen af 14 lovforslag. Han er ordfører i 2 lovforslag, som han selv har været med til at udarbejde, men Estrup bremsede dem begge to, da de var af social karakter og vilde betyde et tab for statskassen paa nogle faa tusinde kro-ner. Han lader sig dog ikke slaa ud af det, men kaster sig paa ny ud i oppositionen mod Estrup og hans haandlangere. Tid-ligt og silde er han i ilden og er en umaadelig flittig rigs-dagsmand. Hans taler er lange og velforberedte, fulde af bil-leder fra religion og historie, men de er tillige dristige og

32 N. C. Søby

fulde af drastiske udtryk, som han saa undertiden samtidig undskylder at have brugt. Se her, hvad han siger om loven om næringsdrift: Forslaget er næsten for smaaligt saavel over for de næringsdrivende som over for foreningslivet, saa at jeg, da jeg læste det igennem, kom i tanker om et ord, som gamle Baden bruger, at det er et befnattet aktstykke. Det er et lidt haardt ord, som jeg naturligvis af hensyn til tingets værdighed beklager at have brugt, men min almueagtighed lagde mig det i munlen.

Da finansloven for 1894-95 forelægges af regeringen, hol-der Lauridsen en lang og vittig tale med billeder hentet fra historien og opfordrer til at stemme imod, da forslaget paa snedig maade egentlig er af provisorisk karakter.

Men saa med eet kom samlingens sensation. De moderate venstremænd med Frede Bojsen og Klaus Berntsen i spidsen indgik den 3. april 1894 forlig med Estrup om provisorier-nes afskaffelse, og der blev fremlagt et forslag om en rigs-dagsbeslutning om dette forlig. Dette uventede forslag gav anledning til stormende møder med heftige angreb mod de moderate, der paa den maade forraadte Venstres sag. Laurid-sen rasede mod forliget i heftige angreb navnlig mod Frede Bojsen, der var ordfører, men intet hjalp. Forliget blev ved-taget — vel mest fordi rigsdagen var træt af kampen.

Her følger begyndelsen af Lauridsens tale: Jeg erindrer fra min barndom at have hørt en historie om en dreng*), der fik en tromme og en ny krigskasket. Der var adskillige samlede af familien, men drengen fandt en lejlighed til at løbe ud, og han forsvandt i flere timer. Til sidst gik familien ud for at lede efter ham. Der gik en tid - saa kom drengen ud fra rugmarken, og da man spurgte ham, hvor han havde været henne, svarede han, at han havde været henne for at vise høn-sene sin nye tromme og sin fine kasket.

Den historie randt mig i hu, da jeg kom til at se paa denne beslutning og den maade, hvorpaa den er fremkommet Jeg

*) Hentyder til Frede Bojsen.

Juristen og politikeren J.K. Lauridsen 33

tvivler ikke om, at det ærede medlem for Præstø amt, Bojsen, har vist forslaget for sine egne høns, og han har vel der vun-det en anerkendelse, som glæder ham, og hvorved han føler sig tilf reds - medens vi, hans gamle venner her i tinget, intet har vidst derom før i dag. Forslaget er imidlertid saa naivt, at vi ikke burde behandle det.

I en senere tale haaner han Bojsen, fordi han nu ved for-liget er gaaet med til Højres forslag, stik imod det, som han tidligere har agiteret for: „Husk paa det ærede medlems taler ude i Dyrehaven, i Ulvedalene, mod Københavns befæstning og Dyrehavens ødelæggelse — og naar jeg nu sammenligner disse taler med de afstemninger, som han nu anbefaler dette ting, saa ved jeg noget om, hvad forskellen er mellem det, der hedder agitation og det, der hedder politik. Jeg skal gøre mit til — endog ved personlige og pekuniære anstrengelser for mig selv — at lade dette eksempel gaa i arv til efterslæg-ten, saaledes at folk kan se, hvordan ærlige og oprigtige mænd ogsaa ved til de forskellige tider over for publikum og historie at gøre forskel mellem agitation og politik."

Samlingen 1894-95 aabnedes den første oktober 1894, men denne gang var kongens brev stilet til konsejlspræsident og udenrigsminister Kjeld Thor Tage Otto baron Reedtz Thott til Gavnø.

Som man ser, var der kommet et nyt ministerium. Estrup var gaaet af ifølge Højres forlig med oppositionen i april 94, men det var ogsaa det eneste, der var sket. Regeringen bestod i det store og hele af de samme mænd som før, og det saa derfor ud til, at de venstremænd, der var gaaet med til for-liget, havde faaet en lang næse. Og skuffelsen var stor.

Nu var Lauridsen rigtig i sit es, og han kritiserede det ind-gaaede forlig i heftige taler, baade i salen og ude paa møder. I Folketinget begyndte han straks i sin første tale at angribe forliget. Han sagde: „Tilsyneladende er der intet forandret. Vi har nok faaet en ny regering, men ikke det systemskifte, som var lovet. Det er jo de samme mænd, der sidder i mini-steriet, men omtrent i omvendt orden. Det minder mig om

Hatdsyssels Aarbog MCMLXVI 3

34 N. C. Søby

kællingen, der vendte sin særk nytaarsaften og saa sagde, Gud ske lov for renligheden ..."

For øvrigt blev det et meget anstrengende aar baade i tin-get og med møder ude i landet. Det nye valg nærmede sig med stærke skridt. Skønt Lauridsen ikke var rigtig rask, skyede han dog ingen anstrengelser og deltog i behandlingen af 13 lovforslag, hvoraf han selv udarbejdede og fremsatte de to.

I denne samling kommer det igen til heftige sammenstød mellem Bojsen og Lauridsen, der siger: „Det ærede medlem, Bojsen, er teolog, videnskabsmand — og løjtnant. Tidligere var han høflig, men nu, da han har forladt sine gamle venner efter forliget, optræder han som løjtnant. - Han kalder sig stadigvæk venstremand, skønt han gaar Højres ærinde. Ham skal vi altsaa passe paa, thi paa ham passer den gamle sæt-ning: Latet anguis sub berba, d.v.s. slangen lurer i græsset."

Et lovforslag om nedsættelse af rentefoden gav anledning til heftige diskussioner. Loven vilde betyde en lettelse for de smaa husmænd og parcellister, men godsejerne og kapita-listerne gik skarpt imod.

Lauridsen holdt da en tale, hvor han sammenlignede gods-ejerne med Kain: „Der er to retninger i den agrariske bevæ-gelse, og den ene af dem har været tilstede fra den ældste tid. Den ældste agrar, der er os bekendt som saadan, er Kain. Om ham hedder det, at han dyrkede jorden, og han var altsaa en virkelig agrar. Men han repræsenterede en ensidig retning. Han led nemlig af misundelse. Saa snart han troede, at andre samfundsklasser havde det noget bedre end han - stod noget højere end han selv — naar der gik mere røg af dem, om jeg saa maa sige, blev han i høj grad misundelig og begyndte at slaa dem ihjel. Det var nu en meget forkert fremgangsmaade og en agitation, som egentlig bør misbilliges. Der har imid-lertid senere fra agrarisk side lydt røster, hvorpaa man tyde-ligt mærkede, at de er i nær forbindelse med den oprindelige agrariske retning. — De har nemlig den samme opgave at søge

Juristen og politikeren ]. K. Lauridsen 35

begunstigelse for sig selv paa andre samfundsklassers bekost-ning.

I modsætning til den kainske retning staar dette lovforslag om nedsættelse af rentefoden, som gør ret til alle sider og bekæmper kapitalismen ..."

Dette indlæg, som der ovenfor er citeret et par brudstykker af, blev fremsat den 28. januar 1895 og blev Lauridsens sid-ste tale i rigsdagen.

Vdlg igen

Der var nu kun ca. 2 maaneder til det nye valg, som vat udskrevet til den 9- april 1895. Lauridsen talte paa knap-perne. Skulde han stille sig igen eller ikke?

Han havde mistet en del tilhængere i sin kreds — folk, der egentlig syntes godt om det omtalte forlig, som jo dog havde givet nogle resultater, f. eks. provisoriernes afslutning, Estrups forsvinden og gendarmernes fjernelse — og flere indrømmel-ser var maaske i sigte.

Her overfor stod Lauridsen, som stejlt holdt paa, at han ikke vilde gaa med de frafaldne venstremænd. Og i det hele taget vilde han ikke gaa i samarbejde med Højre. Hvis han imidlertid havde været en vendekaabe, saa havde det sikkert været let for ham - med hans veltalenhed - at vende stem-ningen til sin fordel. Han skulde blot komme sine modstan-dere i kredsen i møde og vise mere smidighed og forhand-lingsvilje under de forandrede forhold, som nu raadede. Men det kunde han ikke, for saa vilde han forraade noget i sig selv. For ham var ærlighed det vigtigste af alt, og den gamle talemaade: En mand er en mand, og et ord er et ord, passede godt paa ham.

Agitation og politik skulde efter hans mening stemme overens. Han kunde ikke som saa mange andre agitere for en sag den ene dag og stemme imod den samme sag dagen efter. Og tænk saa. Hvis han skulde stemme for Højres finanslov, saa vilde han jo derved komme til at godkende de

36 N. C.

store militærudgifter, som han altid havde raset imod. „Nej, aldrig," tænkte han. Hertil kom, at han følte, at han maaske slet ikke havde fysik til at gennemføre en ny heftig valgkam-pagne. Han selv vidste det bedre end andre, at det stod skralt til med hans kræfter. De to sidste aar havde taget haardt paa ham. Alle og enhver kunde se, at han ikke mere var den gamle. Naar hans kræfter svigtede, saa sank hans tale ned til en hvisken, saa at formanden ofte maatte bede ham tale højere. Hans taler var ogsaa blevet mere ubeherskede. Og sammen med de legemlige kræfter svækkedes ogsaa hans tid-ligere geniale evne til lynhurtigt at finde det rigtige ord paa det rette sted.

Det politiske liv er haardt. Det udpumper sin mand. Det var man sikkert ikke helt klar over dengang. Men i dag ved vi det. Vi har set den ene politiker efter den anden gaa neden otn paa grund af svigtende helbred.

Det var for øvrigt ikke saa uriderligt, at hans kræfter be-gyndte at svigte. Lige fra sin tidligste barndom havde hans tilværelse været som en bue, der var spændt til det yderste. Han tog aldrig hensyn til sig selv, bød sig selv alle anstren-gelser, levede uregelmæssigt, og pludselig saa er der det, som kommer bag paa enhver: Buen er slap - og saa er det faktisk sket med én.

Resultatet af Lauridsens overvejelser blev da ogsaa, at han ikke søgte genvalg. Han gik ud af rigsdagen og trak sig der-med definitivt ud af politik.

Lauridsens politiske resultater

Naar man i dag gennempløjer, hvad der er skrevet om Lauridsen, saa finder man praktisk talt intet om hans politiske resultater, men derimod alt om hans vittige og originale være-maade. Deri er der dog intet paafaldende. Publikum aner-kender aldrig, at en vittig person ogsaa kan være alvorlig. En skuespiller, en komiker, kan aldrig paatage sig alvorlige roller. Det tillader publikum ikke. Saaledes ogsaa med Lau-ridsen. Publikum havde nu een gang for alle placeret ham

38 N. C. Søby

sætter hele sin kraft og energi ind paa. Der tegner sig her en helt klar linie, som han aldrig fraviger. Han var en udpræget socialpolitiker og blev aldrig rigtig politiker og da slet ikke karriérepolitiker, der var parat til at sælge sig selv for højeste bud.

Nej, han kæmpede for at forbedre kaarene for alle de smaa i samfundet og gik lige frem mod sit maal uden at se til højre eller venstre - grænseløs oprigtig og sanddru, som han var.

Hans direkte eller øjeblikkelige resultater var imidlertid faa og ringe - ja, alt for ofte nul. Forholdene i 80-90'erne var saaledes, at de rige havde alt og de fattige intet. Saadan var verden nu engang indrettet, og kun faa tænkte paa, at det kunde eller burde være anderledes.

Naar der engang imellem blev vedtaget et lovforslag i Fol-ketinget med sociale forbedringer, saa stoppede Landstinget det, og det blev aldrig lov.

Det var nedslaaende for Lauridsen, og han klagede ofte over, at han maaske arbejdede til ingen nytte, for han saa jo ikke selv noget resultat af sine anstrengelser. I et mismo-digt øjeblik skal han have sagt til en af sine mange venner: Det er en ulykke, at jeg blev politiker. Jeg skulde have været videnskabsmand. Der kiinde jeg have drevet det til noget. Til dette her egner jeg mig slet ikke.

Resultaterne kom dog alligevel, men han oplevede det ikke selv, thi alle de ting, som han kæmpede for, er nu praktisk talt blevet gennemført. Hans arbejde bar altsaa alligevel frugt, og han staar i dag som en banebryder for de store sociale fremskridt her i landet, idet han gennem sine taler og agita-tion vækkede folks forstaaelse af, at livets goder her i landet var alt for ulige fordelt.

Foruden den sociale linie saa følger han alligevel ogsaa en politisk linie med et klart politisk sigte. Han stiler først og fremmest mod at faa Estrap og hans regering styrtet, og der-efter sigter han imod oprettelse af parlamentarismen efter engelsk mønster.

Juristen og politikeren ]. K. Lauridsen 39

Det lykkedes ham ogsaa at lægge Estrup og hans blaa gen-darmer saadan for had, at oprør truede ude i landet. I denne kamp brugte Lauridsen det grove skyts, og det var ham, der kastede de største og tungeste sten mod Estrups fæstning, som til sidst var nær ved at ramle sammen. I sidste øjeblik indgik Estrup behændigt forlig med en del af Venstre og trak sig frivilligt tilbage. 7 aar senere (1901) blev parlamentarismen endelig indført. Kampen var forbi, og sejren var vundet. -I denne sejr havde Lauridsen sin store andel. Han havde ud-ført et stort og anstrengende arbejde. Den groveste og tun-geste byrde tog han paa sine skuldre, og vi kan i dag se, at han var en banebryder, en murbrækker for den ny og lyse tid, der nu vældede ind over vort land.

De militcere spilopper

En tredie linie i Lauridsens arbejde i Folketinget var den militære. Som allerede nævnt var han modstander af alt mili-tær og en ivrig forkæmper for fuldstændig afrustning eller nedrustning af vort land.

Paa sine rejser rundt om i landet kom han som regel ind paa Estrups fæstningsbyggeri, der kostede landet en masse penge, som regeringen egenmægtigt tog uden bevilling. Han rasede mod alle disse generaler og admiraler, der rigtig spil-lede op paa den tid. I sin iver fandt han nye udtryk for sin foragt for militæret, og han kaldte saaledes officerernes ar-bejde med mandskabet for militære spilopper, hvad der op-vakte stor harme mod ham i tnilitære kredse.

Ligeledes brugte han som regel udtrykket militær-uvæsen, naar han angreb militæret. — Engang, da Je Kaa igen tord-nede mod det overhaandtagende militær-uvæsen, raabte en vred tilhører op til ham, om han selv havde været soldat, hvortil han lynhurtigt svarede: Da jeg kom paa session, sagde de straks, da de saa mig forfra: Der har vi en flot soldat. Saa kommanderede de omkring. Men da de saa min ryg, raabte de: Nej, vorherre bevares! — Jubel og latter fra forsamlingen.

Til trods for hans mange angreb lod militæret sig dog

40 N. C. Søby

ikke rokke, og selv om han havde mange tilhængere, der ogsaa troede paa, at afrustning med tiden vilde komme, saa har eftertiden ikke givet dem ret. To verdenskrige har senere rigtig befæstet militærets magt. Men alligevel har hans agi-tation ikke været forgæves. Den fik i hvert fald mange folk til at tænke sig om.

En anden ting, som Lauridsen tog kampen op imod, var skudsmaalsbogen. Det kunde synes et ringe spørgsmaal, men det var det i virkeligheden ikke. Ifølge tyendeloven af 1854 maatte enhver person, der efter sin konfirmation skulde ud at tjene, være i besiddelse af en skudsmaalsbog, der indeholdt vedkommendes navn, alder og fødested, og som kunde faas hos sognefogeden. Naar en karl paa landet f. eks. vilde skifte plads, saa skulde hans husbond angive i bogen, hvor længe han havde været i hans tjeneste, og hvordan han havde passet sit arbejde.

Man maa vel gaa ud fra, at lovens fædre havde tænkt sig, at lovens bestemmelser var gode og nyttige, men saa-dan kom det sandelig ikke til at gaa. Nej, tværtimod. Bogen udviklede sig snart til at blive en daarlig karakterbog, som tyendet undsaa sig ved at vise frem. Og i løbet af kort tid blev denne bog den mest forhadte bog i hele landet, idet den føltes som et nyt stavnsbaand, der var lagt paa de fattiges skuldre. - Paa de politiske møder rundt om i landet var Lau-ridsen ikke sen til at betegne bogen som et nyt slavemærke -som en snærende trællering om slavens hals, og han krævede bogen afskaffet. Nogen tid derefter begyndte baade husbond og tjenestefolk nogle steder i landet at boykotte loven, som dog først helt blev ophævet saa sent som i 1921.

Gendarmerne

Det vil vist være paa sin plads her ogsaa nærmere at om-tale de blaa gendarmer, som hurtigt blev betragtet som det mest forhadte udskud, der nogensinde havde redet rundt i vort land. I 1885 blev der af Estrups regering udstedt en pro-

Juristen og politikeren ]. K. Lauridsen 41

visorisk lov, der bestemte, at der skulde oprettes et beredent gendarmerikorps, som skulde være en bestanddel af hæren, men med politimæssige opgaver, idet det skulde hjælpe de civile myndigheder med at opretholde ro og orden i landet. Gendarmen var iklædt lyseblaa uniform, lange støvler og var udstyret med lang ryttersabel og karabin. Hans mission var at indgyde frygt.

Korpset bestod af 4 afdelinger, fordelt mellem de fire byer, København, Ringsted, Kolding og Aarhus, og herfra sendtes der mindre afdelinger rundt i landet. En gendarm maatte ikke ride ud alene. Der skulde være mindst 2 i en afdeling.

Da disse politisoldater lidt efter lidt viste sig rundt om i landet - ja, selv i de mest afsides liggende egne optrådte de — saa var det imidlertid hverken frygt eller respekt, de ind-gød — nej, tværtimod, de blev overalt modtaget af en fjendtlig indstillet befolkning, der behandlede dem med en afsky, for-agt og harme uden lige, saa de ofte blev ængstelige og ikke følte sig helt sikre i sadlen. Da der saa samtidig kom en ny provisorisk lov, Riffelloven, der forbød de civile borgere en-hver anskaffelse af vaaben, saa kendte befolkningens harme ingen grænse, og oprør truede.

Som protest mod regeringens vedvarende overgreb opstod den saakaldte riffelbevægelse med talrige møder i de forskel-lige landsdele, dog vistnok mest i Jylland, hvor harmen var størst. Lauridsen var her rigtig i sit es som taler her og der og alle vegne, og han lagde sandelig ikke fingrene imellem, idet han fremstillede en gendarm som mere ussel end en lands-knægt under svenskekrigene. Men samtidig med, at han op-hidsede sine tilhørere, havde han en evne til ogsaa at berolige dem, og han raadede dem til at behandle gendarmerne paa samme maade, som vi senere behandlede tyskerne under an-den verdenskrig: Ikke se dem - vende ryggen til dem - ikke hilse paa dem og aldrig tage dem i haanden. Og naar saa folk nede fra salen raabte til ham, at de manglede vaaben, saa svarede Lauridsen med de berømte ord, som han første gang havde brugt ved et storpolitisk møde i Hammel: „I skal ikke

42 N. C.

bryde jer om, at vi ikke kan faa rifler, for der gror hassel-kæppe nok i skoven."

Det var derfor ikke saa underligt, at baade regeringen og gendarmerne følte sig mere og mere ilde tilpas, og det første, der skete ved forliget i 1894, var da ogsaa gendarmernes af-skaffelse og riffellovens ophævelse, og dette resultat kan for en stor del tilskrives Lauridsens agitation.

Til syvende og sidst kom det imidlertid til at gaa ud over gendarmerne, der havde meldt sig frivilligt og nu pludselig blev afskediget og stod paa gaden uden erhverv. Der var næ-sten ingen, der vilde eller turde tage dem i deres tjeneste, og xnange af dem maatte derfor tage hen til fremmede egne, hvor ingen kendte dem, og hvor de saa efterhaanden fik plads i det civile samfund igen.

Oppositionens slagsang

i provisorietiden lød saaledes: Ned med Estrup, Scavenius og Ravn — vi vil ingen revnet grundlov ha' i kongens Køben-havn. - Denne sang opstod spontant ved et møde i Christians-borgs ridehus den 22-2-1885. Mødet begyndte som en frede-lig generalforsamling i Københavns Skytteforening, men ud-artede til frygtelige politiske spektakler, der aftenen igennem fortsattes rundt om i byen. Som et lyn bredte sangen sig over hele Danmark, hvor den snart kom paa alles læber. Der gik dog ikke ret lang tid, saa fik slagsangen en ny form og kom til at lyde, som følger: Ned med Estrup, Scavenius og Ravn — vi ka' li' saa godt ta' kongen med, for han gør ingen gavn. I den ny form fik sangen en formidabel succes, saa den endnu lever i befolkningen den dag i dag.

Hvem er forfatteren til slagsangen? Man har gættet paa flere — ogsaa Lauridsen har været nævnt mand og mand imel-lem — men man er kun naaet til gisninger. Lauridsen har sandsynligvis ikke noget med forfatterskabet at gøre, idet sproget i verset slet ikke ligner hans. Derimod er der noget ægte københavnsk over verset, der kunde tyde paa, at det er en vittig, ukendt københavner, der er forfatteren.

Juristen og politikeren }. K. Lauridsen 43

Som man vil se, er der i sidste linie i slagsangens variant udtrykt en ringeagt og demonstration mod kongen (Chr. IX), en ringeagt, som vel maa være udsprunget af en fælles følelse af, at kongen ikke var paa de fattiges, men derimod paa de stores side i den politiske kamp. Selvfølgelig var kongen her i landet ligesom i alle andre lande omgivet af kongemagtens sædvanlige støtter: „Krumstaven", „Sværdet" og de øverste klasser. Men det forhindrer ikke, at kongen alligevel kan blive populær. Det saa man f. eks. med Frederik VII.

Lauridsen var en af de første, der i rigsdagen begyndte at pille ved kongemagtens traditioner. Ikke, at han var en kon-gestormer, nej, slet ikke. Han vilde blot have kongemagten under en vis kontrol af rigsdagen.

Han erkendte, at kongen var paa sin plads som landets repræsentant, og at kronprinsen var hans stedfortræder, og begge skulde de lønnes af staten - medens den øvrige konge-lige familie skulde klare sig selv. Da der i rigsdagen blev fremsat udkast til lov om appanager til prins Christian (senere Chr. X) og prins Valdemar, gik han derfor i lange taler skarpt imod forslaget.

I øvrigt var han af den mening, at tiden vilde ordne hele det spørgsmål - konge eller ikke konge - af sig selv. Hans tanker kan bedst udtrykkes i sætningen: Kongedømmet døm-mer sig selv. Og det kom ogsaa til at passe.

Christian IX var selv skyld i, at han mistede menigmands tillid og ikke blev populær. Han var saa bange for venstre-mænd, at han stædigt blev ved med at tage sine ministre blandt de saakaldt store i samfundet, skønt flertallet i befolk-ningen var imod det. Selv efter forliget i 1894 fortsatte han endnu i samfulde 7 aar paa samme maade. Endelig i 1901 maatte han give op, og parlamentarismen blev gennemført.

Man kan sige, at provisorietiden blev kongemagten en dyr tid. Der skulde gaa mange, mange aar, inden konge og folk fandt hinanden igen. Det skete først fuldt ud i Christian X's tid under besættelsestidens lidelser. Men da var der ogsaa for-løbet ca. 60 aar siden 1885.

44 N. C. Søby

De mørke aar

Efter at have trukket sig helt ud af al politisk virksomhed var det Je Kaa's haab, at hans helbred vilde bedre sig saaledes, at han kunde genvinde hele sin gamle kraft igen. Men saadan gik det ikke. Han fik det maaske nok noget bedre, men kræfterne fik han ikke tilbage.

Hertil kom, at han straks mødte store vanskeligheder. Hans sagførerforretning var svundet ind til næsten ingen ting, og den skulde han se at faa oparbejdet, da han ikke havde andet at leve af. Rigsdagsmænd fik jo ikke pension dengang. For overhovedet at faa noget at bestille maatte han tage de saa-kaldte incasso-sager, som jo hører med til sagførergerningen, men som mange sagførere helst vil være fri for, hvis de kan faa større og mere indbringende sager. Men incassosagerne var Je Kaa ikke glad for, ja, han egnede sig slet ikke til dette arbejde, for han havde i virkeligheden ikke hjerte til at op-kræve penge hos de smaa i samfundet, thi det var jo som regel dem, der var i restance.

Han fik imidlertid mange klienter blandt smaafolk, der havde en ubegrænset og rørende tillid til ham, men det gav jo ikke ret store indtægter, da han ofte maatte gøre arbejdet gratis. Af og til henviste han dog saadanne kunder til „Rets-hjælp for ubemidlede", som han selv havde været med til at stifte i Studentersamfundet i 1885.

Resultatet blev, at han resten af sit liv maatte leve i smaa kaar. Hans forretning gik ikke frem, men snarere tilbage.

Sit kontor maatte han flytte hen, hvor lejen var billigere. Til sidst fik han et par stuer i Hyskenstræde, hvor han ogsaa boede privat. Han kunde lide stedet og blev der til sin død.

Da en af hans mange venner kom paa besøg i den ny lej-lighed, slog det ham, at billederne paa væggene hang saa un-derligt og planløst mellem hverandre, og han spurgte da: Efter hvilket princip er dine billeder egentlig ophængt? — Efter de forhaandenværende søms princip, svarede Je Kaa med et grin.

Juristen og politikeren J. K. Lauridsen 45

Vennen syntes ikke om stedet og anbefalede ham at søge lejlighed i et bedre kvarter. Men Je Kaa svarede: „Nej, her vil jeg blive, for Vorherre har ordnet det saa viseligt for mig, at jeg har hele 3 nedgange til beværtningen nede i kælderen, saa jeg behøver ikke mere at tradske rundt i byen for at faa min mad."

Hans venner vilde saa gerne gøre noget for ham, da de syntes, at han levede under triste og mørke forhold; men det syntes Je Kaa ikke selv. Tværtimod befandt han sig godt. Han var saa vant til smaa kaar, og fattigdom var han jo født med. Og han beklagede sig aldrig.

Imidlertid trak han sig mere og mere ind i sig selv. Offent-lighed havde han faaet nok af. Efterhaanden blev han ene-boer og særling. Som saadan blev han lidt efter lidt mere ligegyldig med sin paaklædning og udseende.

Naar der ingen klienter var, lod han sin gamle tro kon-torist passe kontoret, og saa listede han ned i beværtningen, hvor han blev modtaget som en kær gæst af vært og vært-inde, der tog sig lidt af ham. Her - i ensomme mænds til-flugtssted - kunde han sidde i timevis ved en kop stærk sort kaffe og sludre med de mange forskellige arbejdere og haand-værkere, der væltede ned ad trappen i deres beskidte træsko-støvler for at faa en lille opstrammer. De stak ham allesam-men paa næven, for de var hans venner. Og Je Kaa følte sig godt tilpas i deres selskab.

Det skal siges til hans ros, at ingen af hans venner fra ung-dommens dage faldt fra, nu da det gik saa stærkt ned ad bakke med ham, og smaafolks tillid beholdt han til sin sidste stund.

Hans bedste venner fra studenterdagene var de to jurister Anders Hvass og Alfred Christensen. Især den sidste forsøgte at faa ham trukket op i det fine samfund igen og inviterede ham hjem til sig, naar han skulde have selskab.

Men Je Kaa sagde altid nej. Han havde bondens medfødte mistillid til de fine, som altid var parat til at narre de smaa for den smule ret, de havde.

46 N. C. Søby

Jeg har min daabsattest og min skudsmaalsbog, sagde han, og jeg føler endnu vornedskabets forbandelse i mit blod. Min hat gaar uvilkaarligt dybere af for en fin mand end for min ligemand — saa jeg vil hellere omgaas jævne folk i de faa aar, jeg har tilbage.

Da han altsaa ikke vilde komme til sine venner, maatte de komme til ham, og han livede svært op, naar en gammel kammerat kom ind til ham paa kontoret. Da kunde hans gamle vid slaa gnister igen, skønt hans helbred var stærkt svækket.

Da Anders Hvass kom og fortalte ham, at hans gamle partifælde I. C. Christensen, Hee, var blevet minister, saa svarede Je Kaa straks: Ja, jeg har hørt, at han pynter sig med trekantet hat, uniform og stjerner i stedet for at gøre, som skrevet staar: Køb dit tøj hos Jens Kjeldsen*).

En anden gang, da han havde besøg, kom en mand og spurgte, om overretssagføreren ikke vilde give et bidrag til hovedstadens forskønnelse. Je Kaa sprang op af sin stol, og idet han dramatisk vendte sine to vestelommer, sagde han: Kontanter har jeg ikke, men jeg vil bidrage til byens forskøn-nelse paa den maade, at jeg forpligter mig til at rejse bort et par maaneder i sommertiden, naar turisterne strømmer hertil.

En dag kom der en ældre mand, som samlede ind til sogne-præsten, der havde været syg og nu skulde rejse paa rekrea-tion i Sverrig. Jeg kunde godt tænke mig at give 50 kroner, sagde Je Kaa venligt. Indsamleren blev rørt og sagde, at præ-sten nok selv vilde komme op og takke, naar han var kom-met tilbage. - Hvad siger De, menneske, kommer han tilbage igen. Jeg troede, at det forbistrede asen vilde blive helt væk med det samme. Nej, saa giver jeg ikke en rød øre. — Og ind-samleren sjokkede slukøret bort.

Je Kaa var allerede kommet i den alder, hvor en mands tanker oftere og oftere søger tilbage og ligesom finder hvile i minderne om barndomstiden.

*) Forretning med herretøj i Vester Voldgade.

Juristen og politikeren ]. K. Lauridsen 47

I 1892 havde han været hjemme i Rind sogn til moderens begravelse. Fem aar senere — i 1897 - samledes familien igen i det lille husmandshjem i Lind by. Laust Møller, den gamle hædersmand, var død, og hele søskendeflokken fulgte deres far til graven paa Rind kirkegaard.

Den ældste søn, Lars, var nu familiens overhovede. Han havde taget lærereksamen og var en velagtet skolemand i Vestjylland. Je Kaa var glad for at se sin hjemegn igen, og han betragtede med forbavselse de store fyrreskove, der nu stod paa de steder, hvor han før havde vogtet faar i den høje lyng.

Sidst i oktober 1905 kom Je Kaa hjem fra et længere hospitalsophold. Han var sløj og træt og følte sig slet ikke rask. Den 2. november kom hans to bedste og mest trofaste venner for at se til ham. Deres besøg kvikkede ham op, og han blev helt livlig og fortalte morsomt om sine oplevelser paa rigsdagen.

Da de to venner var gaaet, sendte han sin gamle tro med-hjælper hjem og lagde sig paa sofaen for at hvile sig lidt. Her fandt hans kontorist ham død næste morgen.

Hans ansigt var roligt, uforandret og bar ikke præg af dødskamp. Det saa ud til, at han umærkeligt var gledet ind i den evige søvn. — Han blev kun 47 aar gammel.

Den 8-11-1905 blev J. K. Lauridsen begravet paa Vestre kirkegaard i København. Der kom et mægtigt følge - et væld af blomster og palmedekorationer - store kranse med sig-nerede baand fra politiske foreninger — fra gamle regensianere — fra studentersamfundet o.s.v.

4 af hans brødre var til stede. - Den kendte digterpræst fra Helliggejst, Blaumiiller, holdt talen. - Rigsdagsmænd og vælgere bar ham til graven.

En af hans brødre bragte de fremmødte familiens tak og ligeledes en tak til hans trofaste vælgere i Ringsted-kredsen, der til det sidste havde haabet at faa ham tilbage som folke-tingsmand.

48 N. C. Søby

LITTERATUR

Orla Bock skriver i sin bog „Den lille Humor" følgende: Overrets-sagfører, folketingsmand J. K. Lauridsen vil sikkert til sene tider staa for efterverdenen som den største humorist, det danske Folketing har talt mellem sine ikke allesammen lige gemytlige medlemmer, og de anekdoter, der i tidens løb er blevet knyttet til hans navn, løber snart op i hundred-•vis. Han er blevet lidt af en sagnfigur, hvis blotte navn ligesom Bell-manns og Wessels kan lokke et smil frem, og han faar sikkert - ligesom disse to - skyld for betydeligt flere gemytlige historier, end han i virke-ligheden er fader til.

Følgende historie skal dog være ægte nok: Engang, da man disku-terede afholdsbevægelsen, udtalte Je Kaa sig om vandets skadelighed. „Se nu f. eks. ovre paa Jyllands vestkyst, hvor vandet æder hele store stykker land bort — mægtige skibe bliver slaaet til pindebrænde, og hundreder og atter hundreder af mennesker drukner i vandet. Vand er den forfærdelig-ste og skadeligste vædske, der findes. — Men derimod, mine kære venner — cognac — den er ikke nær saa slem. Man har aldrig hørt, at cognac har slaaet den mindste robaad itu. Og ledevand i knæene er ogsaa meget værre end cognac. Thi ledevand bliver, men cognac forsvinder."

Alfred Christensen siger i bogen „Studentersamfundet gennem 25 aar" saaledes: Je Kaa var en original baade udvendig og indvendig. Hans ud-seende var saa aparte, at han ikke holdt af at blive fotograferet. Hans jydske dialekt var uimodstaaelig. Han talte ofte i billeder med meget kraftige udtryk, som han selv dæmpede lidt ned ved at tilføje — om jeg saa maa sige — om det maa være mig tilladt at bemærke.

Livet i Studentersamfundet hører til den lykkeligste periode i vor ung-dom, og vennen Je Kaa er den, hvis billede er saa fast knyttet til disse lørdagsaftener, at man slet ikke kan tænke sig detn uden ham.

I den bog, der hedder „Gammelt og nyt fra regensen", omtales der et gilde, hvor Je Kaa holdt en senere berømt politisk tale med følgende emne: Paralellen mellem godsejerpolitikkens maal og Adams og Evas be-klædningstilstand før syndefaldet.

Der er desværre ikke refereret noget af talens indhold, men emnet an-giver jo tydeligt nok dens tendens.

Charles Kjerulf omtaler i sin bog „Gift og hjemfaren" Je Kaa paa føl-gende drastiske maade. Blandt gæsterne i „Kafé Helvede" bralrede den jydske bondestudent J. K. Lauridsen vældigt op — almindelig kaldt Je Kaa efter den bredt brægende maade, han selv udtalte sine forbogstaver paa.

Selv med studenterhue paa lignede han en uforfalsket røgter, og hans muddermaskine af eti mund væltede saadanne spande af ravjydsk pladder af sig, at enhver tanke om at gøre ham salon-fahig paa forhaand maatte opgives som umulig. — Men han var vittig og sarkastisk. Og hans humor fik ikke blot et besynderligt barokt, men nok saa rammende præg ved den

Juristen og politikeren J. K. Lauridsen 49

urkraft og det brag, hvormed ordene slyngedes ud af hans kraftige jydske kæft som af en eksploderende mørser. Han sagde de uhyrligste ting, men fik altid latteren paa sin side.

Kjerulf gengiver endvidere en af de utallige historier, der tillægges Je Kaa. I en tid, hvor alle talte om nye jernbaner, holdt Je Kaa følgende tale til bønderne i sin kreds: Og saa, mine ærede vælgere, saa kommer vi til jernbanerne. Ja, det er nu noget meget farligt at røre ved - rent ud sagt - af alle menneskelige drifter er jernbanedriften en af dem, som mest sætter lidenskaberne i bevægelse. Den eneste, der muligvis i saa hense-ende overgaar den, skulde da vaere kønsdriften.

I sin bog „Regensen" omtaler Knud Fabricius Je Kaa saaledes: Han var den første, der slog bro mellem landbovenstre og byernes industriarbejdere. Hans basis var paa landet, og han vilde politisk bygge en bro mellem gaardmænd og husmænd, som vilde give disse flertal i tinget.

Paa regensen deltog han i alt muligt gøgl og leben — altid til stede ved generalforsamlinger — store taler — dristige vendinger — overraskende bille-der. Han udnyttede med kunst ethvert bidrag fra forsamlingen til at berige sin tale. Hans stemme var ret svag. Han havde en original brug af stød-toner. Hans gestus var underlige - aldrig før set.

Talte han alvorligt, gik han i den grad op i det, han sagde - hævede sig til ægte patos og tog sine tilhørere med sig, saa de helt glemte hans bisarre springende form.

Paa læsestuen eller i gaarden altid i diskussion om alt mellem himmel og jord — meget belæst med omfattende interesser og meget, meget demo-kratisk.

Hans kritik af personer og sager kunde være bidende vittig - ikke sjælden kynisk. Stor personlig elskværdighed - afholdt af alle - endog af de mest reaktionære af sine modstandere.

I sin bog „Bevingede ord" har T. Vogel-Jørgensen samlet nogle af J. K. Lauridsens udtalelser og udtryk, som ofte er blevet citeret rundt om i lan-det. Jeg har allerede omtalt de fleste af dem, men her følger nogle af de resterende.

Edens Have

Da J. K. Lauridsen engang optraadte i retssalen som dagbladet Poli-tikens sagfører, blev et stort antal vidner afhørt. De maatte alle aflægge ed, og Je Kaa sagde da: Jeg befinder mig som i Edens Have, et udtryk, som siden ofte blev anvendt.

Da Lauridsen i Folketinget under behandlingen af valgkredsloven mødte modstand fra agrarside, sagde han i mødet den 10-11-1894, at de store agrarers fordringer kunde gøre selv „en skildpadde rød i kammen", et ud-tryk, som senere ofte er blevet anvendt om ublu fordringer.

„Gaa med kniven i ærmet" og have „Det rette had" er to udtryk, som

Hardsyssels Aarbog MCMLXVI

50 N. C. Søby

Je Kaa anvendte første gang under en politisk diskussion i Studentersam-fundet.

UDDRAG AF AVISARTIKLER

Ringsted Folketidende 5-11-1905.

Bladet er overrasket af Lauridsens alt for tidlige død. Man troede, at han var i bedring og snart blev rask. Avisen minder om, at Je Kaa aaret før — i 1904 - rejste rundt til Ringsted-egnens forsamlingshuse, hvor han talte om nødvendigheden af, at gaardmænd og husmænd holdt sammen for at bevare magten. Og bladet tilføjer: Han havde i sine velmagtsdage en ene-staaende agitatorisk kraft — gnistrende vittig — frygtet af modstandeme for sin aetsende vid og uslebne form. Han var den skarpe lud, der paakræve-des i de onde aar. Og fremsynet var han ogsaa. I fjor advarede han i sine møder Venstre mod igen at oprive og ødelægge sig selv i indbyrdes kampe.

Politiken 4-11-1905.

Juristen Anders Hvass skriver om sin kollega og gode ven Je Kaa, at han egentlig led af den „Brightske syge",*) der svækkede ham saadan, at hans stemme ofte sank ned til en hvisken. Men den egentlige dødsaarsag var en hjertelammelse.

Skønt vi syntes, at vi kendte ham ud og ind og holdt af ham, som han var, forstod vi ham i virkeligheden ikke rigtig. Han var saaledes den ene-ste af vore bekendte, der blev ved med at være bonde, skønt han ifølge uddannelse og belæsthed hørte til i et helt andet samfundslag, og han for-nsgtede aldrig sin hjemstavn og herkomst, ja, han var endog stolt af den — medens alle andre, der kom fra landet og opnaaede succes i hovedstaden, hurtigt blev saa fine og fornemme, at de slet ikke kunde huske, hvor de stammede fra. Jo, vor ven var en ener . . .

To gange blev han idømt fængsel for voldsomme angreb mod Estrups regering, men han fik politisk amnesti, da man ikke turde straffe ham for ikke at gøre ham til martyr . . .

Je Kaa's egen kommentar til amnestien var saaledes: Nu har Hans Majestæt Kongen igen benaadet mig for 3 maaneders fængsel — ham bevare Gud - og jeg, der saa gerne vilde ind og sidde!

Vi gaar ned og trøster os ved en kop kaffe med en lille cognac til - af dem, som slaver drikker . . .

Han havde et stort hjerte — somme tider for stort, saa han af og til blev misbrugt. Alle, som ikke kunde faa andre sagførere til at føre deres sager, fordi de maaske var mislige eller ikke helt fine i kanten, søgte til Laurid-sen. - Hvis de saa kunde røre hans hjerte og især faa ham til at tro paa, at der var begaaet dem uret paa grund af deres fattigdom, saa blussede

*) Næsten uhelbredelig nyrelidelse paa den tid.

Juristen og politikeren J. K. Lauridsen 51

hans harme op, og han førte sagen - og for sent opdagede han, at han var blevet ført bag lyset . ..

Je Kaa skabte altid publikum om sig, hvor han end kom. - For interes-sant var han jo.

Da det stadigvæk gik nedad med hans forretning, var vi nogle stykker, der forsøgte at bringe orden i hans papirer. Vi fandt da en stor bunke skyldbeviser fra folk, der ikke betalte, og som aldrig havde tænkt paa at betale. Da vi bad ham om at inkassere alle disse penge, afviste han det og sagde: Jeg har hverken hjerte eller kræfter mere til at inddrive penge. — Ja, saadan var han ogsaa.

Jeg talte med ham, dagen før han døde. Han var aandelig frisk til det sidste.

Sorø Amtstiående 9-10-1905.

J. K. Lauridsens politiske testamente: „En ikke holdt tale".

„Danske bønder! I har magten i øjeblikket, d.v.s., I har overmagten —
I kan bestemme, hvor skabet skal staa - I kan endog flytte skabet, hvis I
vil. Men, hvor længe beholder I magten? Intet er mere omskifteligt end
magt. Hold derfor fast ved den. I har stridt haardt for den. I erobrede den
efter et slidsomt dagværk — slægt efter slægt sled sig gravtrætte i denne
kamp.-------

Altsaa — bønderne har magten, men har de vilje til at beholde den, og hvad vil de bruge den til? Hidtil har de ikke haft megen fornøjelse af den, for de har næsten intet faaet gennemført i de sidste 4 aar. Pas paa!

Der hviskes i krogene: Venstre taber magten næste gang. Behold

magten i Folketinget — ellers er det hele forbi. I et folketing, hvor bønder-nes magt er knust, vil antiparlamentarismen rejse sit hoved nok saa kækt. Scavenius har ikke glemt fortiden. Og de radikale vil blive afhængige af socialdemokraterne. — — - Bønderne maa underkaste sig disciplin — hus-mænd og gaardmænd maa staa sammen for at holde flertallet. Det gælder

nu ligesom i gamle dage: Frem, bondemand, frem!"---------------- Og han slutter

sin artikel saaledes: „Jeg har stridt politisk og socialt sammen med bøn-derne i en snes aar - de sidste aar som invalid: Jeg føler mig ligesom lammet ved tanken om, at bønderne skal blive slaaet ved et valg. Derfor lyder mine ord denne gang ikke fra talerstolene under Sjællands bøge, men fra sygelejet: Frem, bønder, frem — frem til værn for egen magt og egen magtudøvelse!"

Kommunehospitalet, 2. afdeling, stue 11.

J. K. Lauridsen.

I et ledsagende brev til redaktøren skriver han: Jeg ligger endnu det meste af tiden og kan ikke skrive, men diktere kan jeg heldigvis endnu, og i bedring er jeg.

52 N. C.

Ovenstaaende aabne brev til de danske bønder, hvoraf der kun er gen-givet korte uddrag, kaldes J. K. Lauridsens politiske testamente, skrevet ca. 3 uger før hans død. Det er et rørende brev. Vi lægger mærke til, at han bruger ordet gravtræt - og at han for første gang vedgaar, at han er in-valid. Ja, træt til graven var han, og invalid havde han været de sidste 10 aar.

Sorø Amtstidende 3-11-1905.

Uddrag af nekrolog.

J. K. Lauridsen var mærket af, at han ingen barndom havde haft. Han kunde ikke omplantes og blev derfor rodløs. — Han blev et offer for kampperioden i 80'erne. - Hans brev fra hospitalet var jo rettet til den danske bonde — fra ham kom han, og til ham vendte han tilbage - det er det kønne ved dette aabne brev, dikteret paa sottesengen.

Han manede med en opblussen af hele sin gamle urkraft bonden til at holde fast - til ikke at lade sig lokke ud paa genvej, som vilde blive til glipvej. Aldrig har han skrevet bedre end ved denne lejlighed. Det er, som om hjertet er med i hvert ord af denne politiske prædiken. Nu eller aldrig — det slog han fast. Og det vil blive husket.

MYTER ELLER VIRKELIGHED?

I sine velmagtsdage strøede Je Kaa daglig om sig med vittigheder, slag-ord og pudsige vendinger med en frodighed uden lige. Hver gang et nyt slagord fløj hen over det ganske land, troede man som regel, at han var dets skaber. Naturligvis kan han ikke være ophavsmand til dem alle. De fleste er nok virkelige, men der maa ogsaa være mange, som er tillagt ham, men hvilke er ikke saa let at sige.

Her følger nogle visdomsord, som med rette eller urette er tillagt ham: Paa den jydske hede bor Danmarks haardeste demokrater - med en lig-hedsfølelse hos alle og en hjælpsomhed uden lige. - Man maa have den dybeste respekt for det legemlige arbejde, der opbygger landet i al beske-denhed, men afsky for aandeligt humbugsværk, der forsøger at flagre til vejrs paa dets skulder. — Jeg foragter alt hykleri og officielt humbugs-væsen, hvad enten det har præstekraven eller elefanten om halsen. — Tal folkets sprog, saa vinder du folket. — Der er mange, der har faaet indblik i den akademiske uddannelses grænseløse humbug og uvirkelighed.

Morsom ef følgende historie om Je Kaa og hans gode ven Anders Hvass: Je Kaa sidder paa regensen fordybet i en tysk bog. Anders Hvass banker paa døren. — Je Kaa: Was ist das? — A. Hvass: Das ist Hvass. - Je Kaa: Was fiir ein was? - A. Hvass: Anders Hvass. - Je Kaa: Das ist was anders.

KORT OVERSIGT

Det var ikke mundsvejr, naar Je Kaa havde sagt, at han vilde tage sig af de sociale spørgsrnaal i Folketinget. Praktisk talt hver gang han tog ordet, talte han til fordel for de smaa i det danske samfund: de fattige, de syge, fangerne, soldaterne, de uægte børn, plejebørnene, arbejderen, hus-manden o.s.v., og man kunde mærke, at det virkelig var en hjertesag for ham at faa forbedret de smaas kaar og at opnaa en mere human behand-ling af de ufrie og underkuede.

Han var en udpræget socialpolitiker, og som saadan stod han i aller-første række i hele provisorietiden, og han blev en banebryder for hele den sociale udvikling, der senere i vor tid er kommet til fuld blomstring.

Han var ogsaa førende i kampen mod den tids magthavere. Som taler, som agitator og som skaber og digter af sentenser og slagord, hvoraf mange endnu lever, var han absolut sin tids største og vittigste mand. Og han har sin store andel i sejren over Estrup og hans mænd. Ja, man kan over-hovedet ikke tænke sig provisorietiden uden ham.

I denne storpolitiske kamp satte han sit helbred over styr — blev angre-bet af en uhelbredelig sygdom, der tvang ham ud af al politisk virksomhed og forkortede hans liv.

Han var ogsaa en af sin tids ærligste politikere. - Skønt han af militær-politiske grunde maatte høre til Hørups gruppe, saa lagde han aldrig skjul paa, at han af hjertet hørte til Bergs kreds, hvis devise „Gaa aldrig paa akkord med uretten" han fuldt ud havde godtaget.

Da Je Kaa efterhaanden er blevet en hel sagnfigur, saa har jeg ment, at tiden var moden til — nu 60 aar efter hans død — at kaste et nyt lys over denne særprægede mands liv og virke. Og det har jeg forsøgt i nærværende artikel.

EFTERSKRIFT

J. K. Lauridsens lykkeligste tid var uden al tvivl paa regensen og i Stu-dentersamfundet. Der var en særegen stemning i denne forening - en liv-lig overflade, men alvor bag munterheden. Jeg kan bedst gengive samfun-dets særpræg ved at citere et par vers af foreningens slagsang, forfattet af en af hedens sønner — Jeppe Aakjær, der ligesom Je Kaa havde gaaet paa Triers kursus:

Om kvisten der blæser en strygende vind,

den larmer med vinduets krog,

paa skraa kiger spurv gennem ruderne ind

til én ved en opslaaet bog.

Han er af os alle en gammel bekendt,

vi agter hans vid og hans mod;

han er kun for Herren det ene: Student,

dog tro mig, den titel er god!